Patent-besøg hos Haldor Topsøe
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og Venstres udenrigsordforører Søren Pind besøgte mandag Haldor Topsøe i Lyngby
Virksomheden Haldor Topsøe, der har hovedkontor og forskningslaboratorier i Lyngby, er blandt de fem danske virksomheder, der har flest patenter, både nationale og europæiske. Det har de bl.a. inden for grønne løsninger og innovation. Og virksomheden lægger ikke skjul på, at det for dem har stor betydning, at danskerne stemmer ja til patentdomstolen den 25. maj. Mandag besøgte udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og udenrigsordfører for Venstre, Søren Pind Haldor Topsøe for se på nogle af virksomhedens opfindelser og diskutere fordelene ved et enhedspatent.
Fokus på afstemning
”I Danmark lever vi af at kunne omsætte vores viden til eksport og arbejdspladser. Når Søren og jeg går sammen på den her måde, så er det jo for at diskutere og gøre opmærksom på den meget vigtige afstemning om patentdomstolen, der finder sted på søndag,” sagde Martin Lidegaard.
Grønne løsninger
Haldor Topsøe er førende inden for procesteknologi, fremstilling af kemiske produkter og miljørigtige energiprocesser. Topsøes katalysatorer bruges bl.a. til at forbedre miljøet ved at rense olie for svovl- og nitrogenforbindelser eller til at rense røg fra kraftværker og udstødningen fra store dieselkøretøjer. Haldor Topsøe har cirka 2.500 medarbejdere verden over.
"Betydning for erhvervsliv"
”Patentdomstolen lyder måske lidt kedelig og uvedkommende, men det betyder rigtig meget for dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser, at vi får et dansk ja. Faktisk er hver 10. dansker beskæftiget i en virksomhed, der er patentaktiv,” oplyste udenrigsministeren. Valget til patentdomstolen finder sted sammen med valget til Europa-Parlamentet på søndag 25. maj.