15 mand sparer Mærsk for mindst 300 millioner
Han spiller op mod alle de store, Mærsk, DONG, Hess og Rambøll
Firmaet har til huse på Hjulmagervej i Vejle. I begyndelsen kun et par bygninger, men nu har firmaet bredt sig over en stor del af arealet. Da man stadig mangler plads, er den 11 år gamle virksomhed ved at få bygget domicil på Dandyvej - også i Vejle. Lokalavisen bliver vist rundt af ejer og stifter, Pieter Mouritsen, der fortæller om dengang, man i firmaets helt unge dage fik besøg af folk fra Mærsk Olie & Gas, som skulle godkende virksomheden til at handle med oliegiganten.
Se ud af mere
“Der var jo kun mig dengang, så jeg skyndte mig at købe fire nye computere og skærme, så det så ud af lidt mere. Og havde de spurgt, hvor de andre var henne, så ville jeg have sagt, at de var ude på opgaver. Alligevel var her jo ret beskedent i forhold til, hvad Mærskfolk ellers er vant til,” siger Pieter Mouritsen med et smil .
Pieter Mouritsen A/S udlejer og servicerer udstyr og maskiner til olie - og gasindustrien både i Danmark og i Norge. De omsætter med deres 15 ansatte for 30 millioner kroner om året, hvor deres forretning med Mærsk udgør en pæn del af det.
Store navne i kunderegister
Firmaets største kunde er Mærsk Olie & Gas. Derudover leverer man til DONG, Hess, Rambøl og på værkstedet servicerer og konstruerer man de maskiner, der senere sendes offshore. Og Mærsk tjener godt på det lille Vejle-firma.
“De har fortalt, at mine maskiner sparer dem for mellem 300 millioner til en milliard kroner om året,” siger Pieter Mouritsen.
Hans firma har udviklet nogle maskiner, de har patent på, og selv om det er ret enkelt udstyr, så kan det altså spare penge for offshorefirmaerne, som de leverer til.
“Grunden til besparelsen er produktionsrelateret. Hvis man skal udføre en bestemt service på en af sine boreplatforme, så skulle produtionen før stoppes i x antal dage. Nogle gange 10-20. Det system, vi opfandt, bevirker, at produktionen kun skal ligge still en halv eller hel dag. Så alt efter hvad olieprisen er, så koster et produktionsstop kassen, da alt er så komprimeret på en boreplatform,” siger Pieter Mouritsen.
Lad det lige stå
Det hele begyndte med, at Pieter selv tog ud på boreplatformerene i begyndelsen og udførte forskellige services. Blandt andet passiv brændbeskyttelse, som skulle påføres på den bærende stålstruktur. I den forbindelse skulle han ofte bruge forskellige typer udstyr, herunder luftkompressorer, tør luft fra affugter eller et stillads. Det skulle kunderne stille til rådighed. Desværre virkede det ofte ikke optimalt.
“Derfor begyndte jeg selv at tage ting med derud. Når jeg så skulle af platformen igen, så sagde de, kan du ikke lige lade den der maskine stå, og så kom maskinudlejningen i gang. Så det var faktisk helt tilfældigt,” siger Pieter Mouritsen, der får nye ordrer hver dag og regner med at nå endnu længere.
“Jeg har sagt til mine kolleger, at vi kun har taget de første spæde skridt. For vi kan nå langt mere end det her,” siger Pieter Mouritsen og slår ud med armene.