Fortsæt til indhold

Aarhus Pride indtager byen - i selskab med borgmesteren

Stor opbakning til Aarhus Pride’ fejring af seksuel mangfoldighed i dag

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

I dag er der flag både på rådhuset og på bybusserne.
Aarhus Pride, hvor bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT) fejrer deres seksuelle orientering ved at marchere gennem byen, har på tredje år fået en vis blåstempling af det officielle Aarhus.
I dag holder borgmesteren ikke bare åbningstalen, han går også med i paraden. Bybusserne vil flage med ét Dannebrog og ét regnbueflag, der er det internationale symbol for verdens LGBT-organisationer.
På rådhuset vil samme kombination blive hejst i de to flagstænger ved indgangen.
"Det er vi superglade for. Det er med til at vise, at Aarhus Pride er hele byens arrangement," siger Mads Hedelund, der er talsmand for Aarhus Pride.
Prisen for at få flag på bybusserne og på rådhuset er i følge Borgmesterens Afdeling 21.000 kr.
Det er et engangsbeløb til indkøb af 200 flag. Der er hvert år mulighed for - udover de officielle flagdage og større events som Aarhus Festuge - at flage op til fem gange, uden at det udløser en ekstra udgift.
Og en af de gange, mener borgmesteren, er i dag.
"Jeg synes, det er en god idé at flage, fordi det understreger, at det er en mangfoldig by, vi bor i," siger Jacob Bundsgaard (S).
Han vil dog ikke lægge sig fast på at hejse regnbueflaget hvert år:
"Det vil vi vurdere fra år til år. Som vi hvert år vurderer hvilke arrangementer, der passer ind i det, vi gerne vil som by."
Sidste år blev Aarhus Prides flag-ansøgning afvist af kommunen.

En voksende event

Dagens parade, som går fra Store Torv, over strøget og til Officerspladsen, er i år efterfulgt af et udvidet program med stand-up, musik og taler.
"Vi er blevet et langt mere etableret event, som mange kunstnere gerne vil støtte. Også flere kommercielle aktører vil være med som sponsorer. Det er stadig ikke noget stort program, men det vokser lige så stille," siger Mads Hedelund.
Som tidligere år uddeler Aarhus Pride også i år en pris til en person, de mener, har gjort noget for LGBT-miljøet i Aarhus. I år er modtageren biskop Kjeld Holm.
"Han har kæmpet en utrættelig kamp for at tillade homo-vielser i folkekirken. Vi vil gerne anerkende hans indsats med den her pris," siger Mads Hedelund, der for tredje gang er med til at arrangere eventen.
En event med langt færre pailletter, fjer og speedos end i København.
"Vi prøver at lave en event, der er i øjenhøjde med aarhusianerne. Det vil også sige, at vi ikke bliver fragtet på ladet af en vogn til paraden. Men vi går. Vi vil gerne vise den almindelige LGBT'er. Der er meget få til vores arrangement, som er nøgne eller halvafklædte, og vi er kede af, at det ofte er det billede, der tegnes i medierne," siger Mads Hedelund og tilføjer:
"Selvfølgelig er der også plads til pailletter og fjer. Men det er altså kun få procent af alle deltagere, der ser sådan ud."