Fortsæt til indhold

Opgør med forældet prøveform

Center-10 i Aarhus V afprøvede i sidste uge alternativ eksamen

Samfund
Christina S. Johansen

Der er ikke meget eksamen over det, som eleverne sidder der i kantinen på Center-10, Aarhus High School. Men teksten, der er projekteret op på væggen, afslører, at der faktisk ER tale om en eksamen:
“Velkommen til prøven i medborgerskab,” står der.
Faget er nyt på tiendeklassecentret, og det samme er eksamensformen.
“I skal hjælpe en rigtig virksomhed med at løse et problem. I skal altså være med til at gøre en forskel ved at tænke innovativt,” starter lærer Ditte Høeg Avnby ud foran massen.
“For hvem?...” Lyder det spændt fra salen.
Det bliver meddelt, at emnet er politik, og et sus går gennem eleverne, som skiftevis udbryder “åhh nej”, eller “jeg elsker politik.”
Det viser sig at være det nystartede parti Alternativet, som eleverne skal hjælpe. De skal udtænke en metode, som Alternativet - eller et hvilket som helst andet nystartet parti - kan bruge for at indsamle underskrifter, så partiet kan stille op.

Et realistisk problem

Fordelt i grupper skulle eleverne over en hel dag brainstorme, udvælge, finpudse og fremlægge deres idé.
“Den almindelige eksamen er forældet - den er ikke relevant i dag. Nu om dage indgår man nærmest altid i et team på en arbejdsplads, og man er fælles om at løse en opgave. Derfor prøver vi at lave et alternativ til den klassiske prøveform ved at have en rigtig og mere erhvervsrettet problemstilling, som eleverne skal løse,” siger Ditte Høeg Avnby, som er lærer og underviser på medborgerskab. Faget medborgerskab er obligatorisk for alle elever på skolen, og det er kommet på skemaet, fordi elevernes viden “ikke er overvældende” i samfundsfag, historie og religion, som Charlotte Juhl, pædagogisk leder på Center-10, siger.

Fire temaer

I faget har der i år været fire overordnede temaer: Etik og religion, psykologi, kommunalpolitik samt dig og dine penge. Viden fra de fire emner skal flettes ind i elevernes endelig produkt på eksamensdagen.
Alle hjælpemidler er tilladt til at løse prøven.
“Så man kan ikke snyde til den her eksamen,” fortæller Ditte Høeg Avnby.
“I den virkelige verden vil man jo også tage alle hjælpemidler i brug for at løse en opgave,” fortsætter hun.
Både elever og lærere har taget godt i mod den nye prøveform, og efter første omgang af eksaminerede var karaktererne i gennemsnit én højere end årskaraktererne.