Fortsæt til indhold

Rudersdal med forventet underskud på 73 mio. kr. for 2013

Rudersdal Kommunes regnskab for 2013 viser et underskud på 73,4 mio. kroner, hvilket er 4 mio. kroner bedre end forventet

Samfund
Arkiv

Rudersdal Kommune har et underskud for 2013 på i alt 73,4 millioner kroner. Der er tale om et planlagt underskud som følge af de betydelige anlægsinvesteringer, der er gennemført i kommunen.

"Kommunalbestyrelsen har gennemført en række omfattende og nødvendige investeringer i plejecentre, skoler, børnehuse, kulturfaciliteter og trafikforbedringer mv. I de kommende år vil der være behov for en mere tilbageholdende udgiftsudvikling, så vi kan fastholde kommunens robuste økonomi," forklarer borgmester Jens Ive (V) i en pressemeddelelse fra Rudersal Kommune.

Færre driftsudgifter

Underskuddet blev dog knap 4 mio. kroner mindre end forventet, da de samlede driftsudgifter lå omkring 1 procent lavere end budgetteret. De lavere udgifter kan blandt andet henføres til børneområdet, hvor igangsatte aktiviteter ikke var afsluttet ved årets udløb, mens udgifterne til fx beskæftigelsesområdet og til veje og grønne områder blev større end budgetteret.

Udgifterne til service til kommunens borgere er et centralt pejlemærke, da de ikke må overskride det loft, som er fastsat i kommunernes økonomiaftale med regeringen. Serviceudgifterne udgør over 80 procent af driftsudgifterne, og i 2013 afholdt Rudersdal Kommune serviceudgifter for 2,38 milliarder kroner, hvilket var lidt mindre end udgiftsloftet på 2,41 milliarder kroner.

Gældfri kommune

"Det er glædeligt, at udgifterne ligger inden for rammen, så Rudersdal Kommune yder sit bidrag til at overholde aftalen med regeringen. Kommunerne risikerer en økonomisk straf, hvis udgiftsloftet overskrides. Derfor er det naturligt, at kommunerne udviser forsigtighed og holder en lille margin i forhold til det tilladte udgiftsniveau," siger Jens Ive om regnskabet.

Regnskabets balance viser i øvrigt, at kommunen reelt ikke har nogen nettogæld, idet gælden mere end modsvares af tilgodehavender hos borgerne i form af lån til betaling af ejendomsskat mv.