Fortsæt til indhold

Mange handicappede i vandet

Auning Badet har anskaffet sig flere faciliteter til handicappede

Samfund
Anette Bonde

Auning Auning Badet har af Norddjurs Kommunes handicappulje fået 54.000 kroner. De er blevet anvendt til en lift, to badestole og en sengelift ved det store bassin, så handicappede også kan boltre sig her.

Gør mennesker glade

“Så man kan sagtens komme i den offentlige åbningstid. Svømmehallen har i øvrigt også særskilte omklædningsrum for handicappede”, oplyser centerchef Henrik Johansen. Der er mange institutioner med handicappede børn og voksne, der benytter svømmebadet. De har hidtil brugt varmtvandsbassinnet, der længe har haft personlift. Det gælder blandt andet Maria Magdalene Bofællesskaber, Djurslandskolen, Aflastningshjemmet Egehøj i Randers, Margrethebørnehaven og Træningscenter Vest. De booker bassinet, så de har det lidt for sig selv, og Auning Badet er således til stor fornøjelse for mennesker med handicap i adskillige timer hver uge. “De fleste har nemt ved at bevæge sig i vand, og man får brugt alle muskler. Og det er jo tydeligt at se, at det gør mennesker glade.” Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man skal gå til den almindelige åbningstid, eller man skal på et hold, kan man henvende sig til Henrik Johansen. “Jeg kan lave et handicaphold, hvis der er tilslutning. Eventuelt ét for familier med handicappede, både børn og voksne.”