Fortsæt til indhold

Et mirakel hvis jeg bliver valgt

Den radikale Thomas Elkjær kom ikke ind i byrådet i Allerød ved kommunalvalget - nu forsøger han sig til EP-valget på søndag

Samfund
Steen Tue Bjerborg

For Thomas Elkjær er der ikke langt fra lokalpolitik i Allerød til Europaparlamentet. Derfor stiller den 49-årige selvstændige cand. polit. og selvstændige it- og projektarbejder fra Allerød på søndag op til Europaparlamentsvalget (EP-valget) - kun et halvt år efter at han missede en plads i byrådet ved kommunalvalget.
"Alle EU-politikere kommer jo fra et lokalt ståsted. Og selvom der er forskel på at arbejde lokalpolitisk og i EU, er det jo stadig politik. Som radikal har jeg jo også nogle af de samme mærkesager at kæmpe for - uanset om det foregår i byrådet eller i EU," siger Thomas Elkjær, som vi møder i sit hjem på Gl. Lyngevej en sjælden ledig formiddag midt under valgkampen.

Thomas Elkjær har haft travlt under EP-valgkampen, men det lykkedes os at træffe ham i en ledig formiddagsstund hjemme i huset på Gl. Lyngevej. Foto: Steen Tue Bjerborg

Internationalt syn

Thomas Elkjær blev 'provokeret' til at gå ind i politik på grund af det, han så og oplevede, da han arbejdede i Allerød Kommune med politiske udvalg for ti år siden. Siden har han siddet i lokalbestyrelsen for de radikale i Allerød, hvor han har arbejdet med lokalpolitiske gøremål og spørgsmål.
Men samtidig er Thomas Elkjær søn af en tidligere formand i Danida og vokset op med et internationalt udsyn og interesse, der blev ekstra vakt, da han som ung rejste ud og mødte den store verden med åbent sind og hjerte.
"Danmark er en del af verden, og Danmark skal forblive åben for verden. Udviklingen i Danmark er derfor også uløseligt forbundet med udviklingen i EU, økonomisk og politisk. Og her er EU den bedste garant for et godt miljø, fred, samhandel og arbejdskraftens frie bevægelighed."
Thomas Elkjær ved dog godt, at han som nr. seks ud af syv opstillede radikale EP-kandidater får mere end svært ved at komme igennem nåleøjet og ind i Europaparlamentet til valget på søndag. Men det er heller ikke det afgørende for politikeren, der nu også sidder i hovedbestyrelsen for Det Radikale Venstre.
"Jeg ved da godt, at der skal et mirakel til, hvis jeg skal blive valgt. Men for mig handler det også meget mere om at hjælpe og markere partiet og dets politik i forbindelse med valget, så Det Radikale Venstre igen kan blive repræsenteret i EU-parlamentet, så vi blandt andet kan arbejde for et godt miljø, fred, samhandel og arbejdskraftens frie bevægelighed" fastslår den lokale EP-kandidat, der de seneste uger næsten hver dag har været på gaden i en lang række danske byer for at uddele valgbrochurer og tale med folk om EU og politik.

Thomas Elkjær har et internationalt udsyn og mener, at Danmark har en stærk tilknytning til den omkringliggende verden, og derfor er han også stærkt optaget af at sikre de radikale et godt valg til Europa-parlamentet. Foto: Steen Tue Bjerborg

Lokalpolitik igen

Nu lakker en valgkamp, der for Thomas Elkjær gik i gang lige efter kommunalvalget i vinter, dog snart mod enden. I denne uge gælder slutspurten, blandt andet i Allerød torsdag, hvor Thomas Elkjær sammen med den radikale leder Margrethe Vester fra kl. 16.30 til 17.30 er på besøg i bymidten fra kl. 16.30 til 17.30.
Herefter det helt slut på søndag. Og så kaster Thomas Elkjær sig igen over de lokale gøremål i Allerød - politisk, arbejdsmæssigt og privat.
"Jeg skal til at arbejde med lokalpolitiken igen, da jeg har måtte lægge den på stand by, imens jeg har været i gang med EP-valgkampen. Og så glæder jeg mig til at få mere tid til min kone og børn og til at spille musik med mit band og fodbold i Rønholtparkens Fodboldklub," lyder det fra den musik- og sportsglade politiker, der dog straks kommer med en ekstra tilføjelse, der viser, at den bredere og politisk horisont ikke bliver indskrænket med afslutningen på dette EP-valg - uanset hvordan det går.
"Jeg skal da genvælges til hovedbestyrelsen og vil fortsat sidde i EU-gruppen hos de radikale."

Thomas Elkjær har flere musikinstrumenter placeret i stuen imellem bogreolerne og glæder sig til at få mere tid til at dyrke blandt andet sin musikinteresse, når EP-valget er overstået på søndag. Foto: Steen Tue Bjerborg