Spaden i jorden færre gange
Ny plan skal sikre koordinering af anlægsarbejde ved vejene og færre gener for trafikanter
Det skal være slut med at grave asfalten op flere gang i træk til gene for trafikanterne i byerne.
Det har både Skanderborg Kommune og Skanderborg Forsyningsvirksomhed givet hinanden håndslag på med enigheden om en langsigtet asfaltplan, hvor parterne koordinerer opgaverne, så de vidt muligt udføres på én gang.
Forskellige opgaver
Kommune og forsyningsvirksomhed har forskellige anlægsopgaver at løse, der omfatter vejnettet.
Kommunen står for vejenes vedligeholdelse med asfaltbelægning, mens Forsyningsvirksomheden arbejder med fornyelse af kloakker med videre.
Hvis opgaverne ikke koordineres, risikerer man at skulle grave vejene op og spærre af for trafikanter flere gange i stedet for én.
Det kommende arbejde med klimatilpasning, hvor både kommune og forsyning har opgaver at udføre, forstærker risikoen for gener for trafikanter rundt omkring i byerne, hvis der ikke sker en koordination.
Fra klima til asfalt
Netop omkring klimatilpasning berettede Skanderborg Kommune og Skanderborg Forsyningsvirksomhed i sidste måned om et forstærket samarbejde med hensyn til at koordinere arbejdets udførelse. Det udvides nu til også at gælde kommunens asfaltplaner.
”Kommunen og Skanderborg Forsyningsvirksomhed har længe ønsket sig et tættere samarbejde omkring asfaltarbejde i byerne. Via en rammeaftale med NCC og et styrket koordineringssamarbejde er vi kommet i mål med en handleplan, som på flere niveauer vil komme borgerne til gode. Med planen minimeres arbejdsforstyrrelser på vejene, og så får borgeren nu adgang til langtidsplanen på Kommunens hjemmeside," siger Claus Leick, formand for Kommunens miljø- og planudvalg.
Det er således allerede afgjort, hvilke strækninger, der skal have udført asfaltarbejde i år, og til sommer prioriteres de øvrige veje.
Næste år udmøntes prioriteringsarbejdet i en langsigtet asfaltplan. Hermed bliver det naturligt at koordinere anlægsarbejdet for klimatilpasningsprojekter, spildevandsplan og kommunens vandhandleplaner med asfaltplanerne.
Udvides til andre
Formanden for Skanderborg Forsyningsvirksomhed, Henrik Müller, er også godt tilfreds med, at udvides.
”Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at høste de fordele, der ligger indarbejdet i klimatilpasningsplanen, allerede før den er endeligt vedtaget. Det giver også et godt grundlag for endnu mere samarbejde med andre der graver i vejene, f.eks. elselskaber eller teleselskaberne. Det er en klar win-win for alle," mener Henrik Müller.