Er det de underjordiske?
Der foregår noget under jorden ved Adelgade og Louisenlund i Skanderborg
I disse uger er Skanderborg Forsyningsvirksomhed i gang med at renovere vandledningerne under jorden i området ved Adelgade og Louisenlund i Skanderborg uden uskønne opgravninger eller trafikomlægninger.
Men hvordan går det egentlig til, at der kan arbejdes under jorden uden synlige tegn oppe i gadebilledet? Svaret er ikke, at Skanderborg Forsyningsvirksomhed har allieret sig med de underjordiske. Det er derimod en ny gravefri metode, virksomheden tager i brug i forbindelse med arbejdet for at undgå gener for borgere og erhvervsliv i området ved Skanderborgs trafikerede handelsstrøg.
”Vi har valgt NoDig-metoden (gravefri, red.) i Adelgade for at sikre hurtigere gennemførsel end traditionel opgravning af hele strækningen. Det har stor betydning at undgå vejafspærring og omkørsel i en by som Skanderborg, der har en kompleks infrastruktur omkring handelsgaden,” fortæller Jens Bastrup, direktør for Skanderborg Forsyningsvirksomhed.
Det er en prisvindende gravemetoder, der tages i brug. Skanderborg Forsyningsvirksomhed b lev for nylig nordisk mester ved en såkaldt NoDig konkurrence i København foran norske og svenske kollegaer.
Vinderprojektet var baseret på den nye hovedvandledning, der sidste år blev ført tværs gennem Skanderborg forbi blandt andet banegården og den morgentrafiktunge Vroldvej. Og kortvarig gennemførsel i tæt bebyggelse uden nogen form for klager sikrede Forsyningen guldpokalen foran en række nordiske kollegaer.