Messerschmidt hittede også i Hillerød
Dansk Folkeparti hev 27 procent af stemmerne hjem ved Europaparlamentsvalget i opstillingskredsen Hillerød
Også i hillerødkredsen blev Dansk Folkeparti den helt store vinder ved søndagens valg til Europaparlamentet.
27 procent, altså flere end hver fjerde, af de 40.013 afgivne stemmer gik til Dansk Folkeparti. Ved europaparlamentsvalget i 2009 var det til sammenligning blot omkring 15 procent, der satte deres stemme ved partiet.
Stemmeprocenten på Dansk Folkeparti er dog langt højere i Gribskov Kommune end i Hillerød Kommune, hvis man deler kredsen op. I Gribskov gik 32,2 procent af stemmerne til Dansk Folkeparti, mens det i Hillerød var 22,7 procent.
Se de præcise tal for Hillerød Kommune HER
Kun de Radikale og Liberal Alliance gik frem i Hillerødkredsen i forhold til valget for fem år siden. Det Radikale Venstre fik 6,9 procent af stemmerne i kredsen, mens Liberal Alliance fik 3,4 procent. På landsplan rakte det dog ikke til et medlem i Europaparlamentet for Liberal Alliance, mens de Radikale kan glæde sig over at være tilbage med et mandat ud af de 13, Danmark har.
Tilbagegang
De andre partier fik færre stemmer ved valget søndag end ved EU-valget i 2009 i hillerødkredsen:
Socialdemokraterne fik 16,4 procent. På landsplan gik 19,1 procent af stemmerne søndag til statsministerpartiet.
Det Konservative Folkeparti fik 8,8 procent,
SF fik 11,4 procent.
Folkebevægelsen mod EU fik 7,6 procent.
Venstre fik 18,3 procent. På landsplan fik partiet 16,7 procent.
Samtidig stemte også borgerne i Hillerød Kommune klart ja til den fælles patentdomstol. 68 procent af de 20.933 gyldige stemmer i kommunen gik til et ja, mens 32 procent stemte nej.
Se tallene HER på KMD's hjemmeside
Valgdeltagelse på 60 procent
Der er i alt 66.107 stemmeberettigede i hillerødkredsen, og valgdeltagelsen var på 60,53 procent.
Se resultaterne her på Danmarks Statistik
Eller se sammenligningen med landsresultatet her på Politikens hjemmeside