Fortsæt til indhold

Egedals borgere må vente længe på at komme hjem fra hospitalet

I løbet af et år er antallet af dage, som færdigbehandlede Egedal borgere venter på hospitalet, mere end fordoblet. Der er mangel på aflastnings- og rehabiliteringspladser i Egedal. Problemet er massivt siger centerchef

Samfund
Jesper Kappel

Det kan siges meget enkelt, og det gør Erik Petersen, der er chef for Center for Sundhed og Omsorg i Egedal Kommune: ”Vi har et massivt venteproblem.” Problemet er, at fra 2012 til 2013 har der været en voldsom stigning i antallet af dage, som færdigbehandlede borgere fra Egedal venter på hospitalet, for at få en aflastnings- og rehabiliteringsplads i Egedal Kommune og dermed begynde genoptræningen. I 2012 var tallet på 344 og i 2013 var antallet af dage oppe på 804 – altså mere end en fordobling. I 2012 var der 71 borgere, der ventede, og i 2013 var der 120. Det betyder, at borgerne ventede i gennemsnit 4,85 dage i 2012 og 6,7 dage i 2013. ”Der er meget pres på, og vi begynder at mærke, at der kommer flere ældre i kommunen. Vi må nok erkende, at presset er kommet, før vi har regnet med. Situationen er ikke tilfredsstillende, og det er ikke godt, at borgere ligger og venter på hospitaler,” siger Erik Petersen. ”Der er ingen sund fornuft i, at borgerne skal vente på hospitalet, når de er færdigbehandlet. De skal hjem,” siger formanden for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Egedal Kommune Vicky Holst Rasmussen (A).

Flere pladser

For at afhjælpe problemet har Egedal Kommune fra første april oprettet tre midlertidige aflastnings- og rehabiliteringspladser på Porsebakken i Ledøje. Dermed kommer antallet af pladser op på i alt 18 i Egedal. ”Det er det eneste, vi kan gøre nu. Vi har ingen steder at lægge borgerne. Men når sundhedscenteret er færdigt til november, får vi 20 aflastnings- og rehabiliteringspladser. Sådan som det er lige nu, kan det godt tyde på, at det ikke løser problemet. Så til efteråret skal vi tage stilling til, om vi skal bevare nogle af de i alt 10 pladser, som vi i dag har på Porsebakken,” siger Erik Petersen. Denne udmelding fra Erik Petersen, støtter Vicky Holst Rasmussen. ”Administrationen ser på, om vi kan gøre mere lige nu. Undersøgelser viser, at jo længere tid man er indlagt på hospitalet efter færdigbehandling, jo større er risikoen for genindlæggelse, og at man ikke kommer op på det funktionsniveau, man havde tidligere, eller det funktionsniveau, som er muligt med hurtig genoptræning,” fortæller Vicky Holst Rasmussen.

Svært at beregne

Hos Egedal Kommune siger man, at det er svært at vurdere, hvor stort behovet er for rehabiliteringspladser. ”Det er svært at beregne behovet. Man kan ikke lave en formel, så det bliver en fornemmelse af behovet, vi går ud fra,” siger Erik Petersen. ”Men er det nok at bestemme antal af pladser ud fra en fornemmelse?” ”Vi ser på statistik og på hvor mange ældre, der er i plejeboligerne. Vi har mange ældre, der er selvhjulpne, og som klarer sig selv uden problemer. I øjeblikket har vi ikke så mange af de ældste ældre over 85 år, men det får vi fremover, og derfor er de nye plejeboliger og aflastningspladserne, som nu kommer, meget nødvendige,” slutter Erik Petersen.