“Jeg er blevet mere diplomatisk”

Ironisk nok er noget af det, Tendai Tagarira har lært i Aarhus, at man ikke altid skal sige sin mening.
Manden, der kom hertil, netop fordi han skulle have mulighed for at ytre sig frit.
Hvilket han ikke fik i Zimbabwe.
Som friby-forfatter fik han et midlertidigt, betalt ophold i Aarhus fra 2010 til 2012.
Og kommunen blev for to uger siden den første danske by til at være vært for anden gang, da iranske Omid Shams Gakieh blev budt velkommen på rådhuset.
Den første friby-forfatter bor her stadig og har tænkt sig at skrive en bog om det, han betegner som sine livs-ændrende oplevelser her.
Da den i dag 31-årige afrikaner kom til Aarhus, troede han, at gaden var det bedste sted at møde folk.
“Men sådan gør man ikke i Danmark. Han skal melde sig ind i foreninger eller klubber. Og hvis han har brug for hjælp på gaden, så skal han spørge om den. Ingen henvender sig, hvis du bare ser fortabt ud. Men spørger du, så får du hjælp,” siger Tendai Tagarira, der betragter Aarhus som sin adoptivmor.
“Nogle af de andre børn er ikke så venlige over for den nye dreng, men de fleste er, og jeg er overordnet set meget glad for at være her,” udtrykker forfatteren sig kryptisk og hentyder til to episoder, hvor han blev chikaneret.

Vigtigt ikke at sige noget

Eksil-forfatteren er blevet spyttet på og udelukket fra et værtshus på grund af sin hudfarve.
“Noget af det vigtigste, jeg har lært her i Aarhus, er at man ikke kun har retten til at ytre sig, men også retten til ikke at sige noget. Jeg har lært at være mere diplomatisk, mere tolerant og ikke tage alting personligt,” siger Tendai Tagarira.
Han mødtes efterfølgende med den mand, der havde chikaneret ham.
“Jeg fandt ud af, at han var en god fyr. Jeg havde bare mødt uniformen den aften. Politiet hørte jeg aldrig fra. Det betyder egentlig ikke så meget for mig længere. Det er vigtigere at tilgive og glemme,” siger han.
Opholdet i Aarhus betegner han som et af sit livs mest betydningsfulde begivenheder.
“Jeg er blevet mere moden her. Det er hårdt at rejse fra sin familie. Man føler sig ensom indimellem. Men jeg kan forstå, at Omid Shams Gakieh har sin kone med, og det er vigtigt. Jeg måtte skabe min omgangskreds, min familie, som jeg kalder dem, fra bunden af, og det har taget tid. Men man skal engagere sig i den byen, man er kommet til. Og der er masser af talent i Aarhus, masser af mulige samarbejdspartnere,” siger forfatteren , der har startet bloggen aarhusculture.com og lavet kortfilmen 'A can of worms', der handler om diktaturet i Zimbabwe.

En fare for depression

Han råder den iranske forfatter til at være opmærksom på, at der er en fare for at blive deprimeret.
“Jeg har snakket med en del andre friby-forfattere, der er bosat i Norge, Sverige og Island. De fleste af os oplever at være fanget mellem den virkelighed, vi lever i her og den virkelighed, vi har forladt. Jeg har været en smule deprimeret. Men man er nødt til at erkende, at man er her nu, og man kan kun snakke så højt, som ens stemme tillader,” siger han.
Tendai Tagarira har fået politisk asyl i landet nu, og de seneste ni måneder har han forsøgt at leve af sin kaffe-importvirksomhed, men uden succes. Nu tager han imod kommunens tilbud om danskkurser og økonomisk bistand.
“Lige nu er det hårdt at være her. Men det kan jeg egentlig godt lide. Jeg er ikke gæst længere, men en del af byen. Mit håb er, at jeg kan få virksomheden til at genere penge og arbejdspladser og betale skat tilbage til kommunen. For Aarhus er virkelig et anstændigt sted at bo.”
Den afrikanske forfatter er ikke i tvivl om, at vejen til venskaber i Aarhus går gennem maven.
“Det bedste er at invitere folk på middag, hvor han laver traditionel iransk mad. Så vil aarhusianerne til gengæld invitere ham hjem til dansk mad. Og så skal han købe masser af stearinlys og skabe hygge,” griner Tendai Tagarira.