Sælg ud, og tag på ferie
Aarhusianerne sælger brugt tøj, sko, elektronik og møbler for at få penge til at holde sommerferie
Hvad gør du, hvis du gerne vil på ferie, men kontoen viser røde tal?
En ny undersøgelse foretaget af YouGov og Den Blå Avis, viser, at 63 procent af alle fra Aarhus vil sælge brugte ting på internettet for at få penge til ferien.
”En god handel kan være et godt bidrag til årets sommerferie. Det synes især kvinder og unge mellem 18 og 34 år. Men vi kan også se, at det for aarhusianerne i høj grad også handler om nemt og enkelt at komme af med de ting, man ikke længere bruger,” siger Anders Rasmussen, kommunikationskonsulent hos DBA og eBay Danmark i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser også, at aarhusianerne i gennemsnit vil bruge i alt 8.876 kroner på at holde sommerferie i år, og at det primært er kvinderne, som sælger ud for at få råd til sommer under sydlige himmelstrøg.
”Kvinder vil bruge flere penge end mænd på årets sommerferie, og det går fint i spænd med, at også flere kvinder end mænd vil handle brugt på nettet for netop at få et tilskud til ferien. På DBA kan vi se, at 60 procent af alle handler foretages af kvinder,” siger Anders Rasmussen.
I alt har aarhusianerne i 2014 sat knap 230.000 varer til salg på DBA og omsat brugte varer for knap 395 millioner.