Fortsat vækst og solidt overskud hos Frode Laursen
Firmaet glæder sig over udsigten til flere muligheder for modulvogntogstrafik
Også i 2013 har Frode Laursen a/s leveret et solidt overskud på 32 millioner efter skat.
Omsætningen blev 1.613 mio, hvilket er en fremgang på 7%. Egenkapital udgør 238 millioner, svarende til en soliditet på 40 %.
”Vores medarbejdere har med høj kvalitet og effektiv drift, igen leveret et tilfredsstillende resultat. Deres indsats har betydet nye kunder og fastholdelse af eksisterende,” lyder det fra direktør Anders Balle, som fortsætter:
”Vi er stolte over at både nye og eksisterende kunder i hele Norden har valgt os, og at de sætter pris på vores transport- og logistikkvalitet.”
Modulvogntog
Der er i 2013 leveret 150 nye lastbiler og mere end 150 nye trailere til Frode Laursen a/s. Det er tre nye lastvognstog om ugen
”Vores muligheder for at transportere godset med modulvogntog i Danmark forbedres løbende til gavn for såvel trafikken, produktivitet som miljøet. Dette er en udvikling, vi er glade for og hilser velkommen,” siger Anders Balle.
Større hoteller
Transportfirmaet med udgangspunkt i Vitten har i 2013 investeret i udvidelse af lagerhoteller i Flensborg og Helsingborg på i alt 9.000 kvadratmeter . I alt er der nu mere end 380.000 kvadratmeter under tag. Et areal som svarer til 38 fodboldbaner ! Nye udvidelser i 2014 er allerede i støbeskeen.
Forventninger til 2014 er svagt stigende omsætning og et uændret resultat.