Karrieretoget til unge for fuld drøn
Uddannelsesprojekt er en stor succes og har hjulpet flere
Toget kører for fuld damp og en gruppe unge, primært fra sydbyen, har sat sig ind i vognen og fået styrke med sig.
De er nemlig hoppet med ombord på Karrieretoget, der er et projekt i Ung i Aarhus.
Det er lavet for at hjælpe unge, der er sprunget fra en gymnasial uddannelse eller er havnet på den forkerte efterskole. For at de ikke bare skal gå derhjemme hver dag og vente på, at de kan komme i gang med en ny uddannelse, er karrieretoget oprettet, og her får de dagligt undervisning i fag som engelsk, matematik, coaching og studieteknik.
“I december var der tre unge, der var sprunget fra, og så tænkte vi, at det kunne være, at vi kunne lave et eller andet hold, der kunne hjælpe de unge frem mod at komme i gang med en uddannelse igen,” siger Anita Frichot, der er projektleder for det kommunale fastholdelsesberedskab.
Rart at være i gang
Karrieretoget startede i februar, og der er 10 unge, der er med i projektet.
Heriblandt er 17-årige Andrea Rix og 18-årige Anders Zink.
“Jeg stoppede på HTX i december, og jeg manglede noget at lave. Jeg ledte efter arbejde, men så fandt jeg ud af, at Karrieretoget eksisterer. Det er rigtig fint, at jeg kan holde mig aktiv i hovedet og fysisk ved at være her,” siger Anders Zink, der efter sommerferien skal i gang med HHX.
Han pointerer, at det er nemmere at holde gang i en rytme, når han ikke sover til klokken 11 og bare sidder derhjemme, mens vennerne er i skole.
Det faglige niveau er ifølge engelsklærer Levent Kalayci højt.
“Det er nogle ressourcestærke elever, og de er dygtige. Vi løfter dem og kan strikke et forløb sammen, som passer til hver enkelt elev. Vi har trygge rammer, og eleverne har en høj grad af medindflydelse,” fortæller Levent Kalayci.
Andrea Rix kan da også mærke, at hun er blevet dygtigere:
“Jeg har ikke været så god til matematik, men nu har jeg i hvert fald lært nogle teknikker, til jeg skal starte på gymnasiet til sommer. Det er bedre at gå her, end at hænge derhjemme,” siger hun.
Anita Frichot og Levent Kalayci er da heller ikke i tvivl om, at Karrieretoget er en succes, og derfor leger de med tanken om, at sætte et vognsæt mere på toget, som retter sig mod de unge, der gerne vil ind på en erhvervsuddannelse.
“Karrieretoget er et rigtig godt initiativ til unge, der er midt i ingenting, og som måske føler sig fortabte,” siger Anders Zink.