Nordløsning måske på vej?
Transportminister hælder indtil videre til en nordlig linjeføring ved mulig motorvej syd for Hammel
Transportminister siger Nordløsning mellem linjerne. 58 lokale fra Lading og Fajstrup, samt Danmarks Naturfredningsforening siger absolut nej til midterløsning.
Favrskov byråd fastholder sydløsningen og vil ikke udelukke hverken midterlinjen eller nordlinjen helt.
Kampen om linjeføringen ved en mulig motorvej syd for Hammel er spidset til i denne tid.
Hvornår afgørelse?
FavrskovPosten spurgte transportminister Magnus Heunicke (S) om hvornår der kommer en afgørelse.
“Jeg vil i den kommende tids forhandlinger lægge op til, at vi nu får en drøftelse af delstrækningen mellem Aarhus og Søbyvad med henblik på at skabe afklaring for de berørte borgere.”
Hvilken linjeføring foretrækker du?
“Det er min opfattelse, at Vejdirektoratet har udarbejdet et grundigt og gennemarbejdet beslutningsgrundlag, der på baggrund af en faglig vurdering af de mange forskellige konsekvenser af et nyt vejanlæg har indstillet, at der arbejdes videre med linjeføring Nord,” siger Transportminister Magnus Heunicke, (S) og fortsætter:
“Jeg kan konstatere, at der er mange og stærke holdninger til linjeføringen for Aarhus-Søbyvad-strækningen, som jeg har modtaget rigtigt mange henvendelser om. Blandt andet derfor er der også gennemført en fornyet VVM-høring af strækningen mellem Sabro og E45. Uanset, hvilken linjeføring det besluttes at arbejde videre med, vil det ikke blive muligt at imødekomme alle ønsker. “
Erhvervsfolk lægger pres
1300 erhvervsfolk i Viborg, Aarhus, Silkeborg og Favrskov ser gerne en motorvej mellem Aarhus og Viborg etableret hurtigst muligt. Hvad er din kommentar til det?
“Jeg har forståelse for det lokale erhvervslivs ønske om, at udbygningen af rute 26 mellem Aarhus og Viborg sættes i gang hurtigst muligt. Som transportminister med ansvar for hele landet må jeg dog se projektet i sammenhæng med en lang række andre gode infrastrukturprojekter, som er i konkurrence om de begrænsede midler til infrastrukturprojekter. En beslutning om at realisere hele eller dele af udbygningen af rute 26 vil bero på en aftale i forligskredsen bag aftalen om en grøn transportpolitik.”
Det er VIBORGegnens erhvervsråd, Favrskov Erhvervsråd, Hammel Erhvervsnetværk, Erhverv Silkeborg og Erhverv Aarhus der nu forsøger at lægge pres på folketingspolitikerne.
I store dele af Lading og Fajstrup er der nu enighed om at det ikke skal være en midterløsning, fortæller Sten Linnel, der selv bor på Møllebakken i Lading og dermed burde være mest imod en Nord-løsning.