Fortsæt til indhold

Pigefodbold er populært i Skovbakken

Klubben får tilgang på 35-40 pigespillere efter sommerferien

Samfund
Kim S. Andersen

Skovbakken Pigefodbold satser benhårdt på talentudvikling nedefra, og i disse måneder oplever klubben stor tilgang i pigerækkerne fra U10-U15. Efter sommerferien 2014 ved klubben allerede nu, at man vil råde over minimum 35-40 pigespillere yderligere som kommer til fra klubber i området.
Målet for Skovbakken Pigefodbold er klart: At være Aarhus' største og bedste klub på pigesiden.
“Skovbakken vil have pigehold i den bedste række på alle årgange, men det er ikke kun en klub for de dygtigste spillere,“ pointerer ungdomsformand Claus Balle.
Det sociale vægtes meget højt i klubben, og der arrangeres ture til udlandet, overnatninger, fællesspisninger og deltagelse i forskellige stævner, både udendørs og indendørs. I sommerferien arrangeres hvert år DBU's Fodboldskole, som mange piger også deltager i. Skovbakken Pigefodbold har for nylig oprettet et ungdomsudvalg, der har som fornemste opgave at sikre de bedst mulige rammer og retningslinjer for netop ungdomsholdene.