Christoffer skaber orden i din krops rodebutik
Fysioterapeut Christoffer Hollensberg har åbnet klinik på Kyhnsvej 9 i Ry
Med fyioterapeutiske behandlinger kombineret med kranio-sakral terapi har Christoffer Hollensberg gennem de seneste 15 år genskabt balance og orden i kroppen hos både voksne og børn.
Han har hjulpet folk med blandt andet idrætsskader, og behandlet småbørn med søvnbesvær og kolik.
Nu har han åbnet sin egen klinik på Kyhnsvej 9 i Ry.
"Kranio-sakral terapi er en blid form for behandling, hvor man med lette trykpåvirker kraniet, rygsøjlen og korsbenet, og dermed kommer rundt om hele nervesystemet," forklarer han.
"Jeg ser det som min primære opgave at rydde at rydde op i den rodebutik, som kroppen kan være. Kroppen og sammenhængene i kroppen har altid interesseret mig. Nogle gange stammer de gener, folk kommer til mig med, fra en konkret skade, men der kan også være nogle årsagssammenhænge, som er mindre tydelige. Det kan for eksempel sagtens tænkes, at et rygproblem i virkeligheden skyldes noget i knæet," fortæller Christoffer Hollensberg.
Og hans opgave er at finde frem til årsagen.
"Sammenhængen mellem krop, psyke, og følelser er spændende. Hvis en ung har ondt i ryggen, kan årsagen umiddelbart være, at vedkommende sidder og hænger, men det kan måske også skyldes, at den unge sover for lidt. Spændinger i kroppen kan have mange årsager. Måske arbejder man i et lokale, hvor det er for varmt, og man får for lidt at drikke. Eller lyset er for dårligt, og man sidder derfor og spænder i øjnene."
Derfor forsøger Christoffer Hollensberg at komme omkring hele mennesket i sine behandlinger.