Fortsæt til indhold

Hørsholm fastholder bilfri fortove

Udvalg siger nej til smuthul om fortovsparkering på udvalgte strækninger. Det vækker glæde hos flere

Samfund
Lars Schmidt

Man frygtede det værste hos Danske Handicaporganisationer i Hørsholm.
Derfor blev man mere end glædeligt overraskede, da et flertal uden om Liberal Alliance i miljø- og planlægningsudvalget stik imod forventningerne nu har valgt at holde fast i regeringens nye parkeringslov, der trådte i kraft 1. marts.
Loven gav ellers mulighed for at dispensere og give bilister i hele kommuner eller blot på særlige strækninger mulighed for at parkere delvist på fortove.
Og dét var netop et af oplæggene fra forvaltningen i Hørsholm Kommune. Forslaget gik på at tillade parkering med to hjul på fortovene i hele kommunen bortset fra på ni overordnede veje - eksempelvis Rungsted Strandvej, Rungstedvej, Usserød Kongevej, Bolbrovej, Ådalsvej og Hørsholm Kongevej.
Det var præcis det oplæg, Danske Handicaporganisationer frygtede. Og så meget, at man allerede var gået i gang med at tordne mod det, man med sikkerhed så som en vedtagelse torsdag formiddag.

En ‘happy end’

Derfor var begejstringen hos en ellers skeptisk næstformand i Danske Handicaporganisationer i Hørsholm, Jerry Ritz, bestemt til at tage at føle på, da Ugebladet torsdag meddelte ham udvalgets beslutning.
“Det er vi meget, meget glade for, for det er noget, vi har arbejdet for i mange år. Det er jo super, en ‘happy end',” var den første, umiddelbare reaktion:
“Det er en sejr, fordi der nu kommer orden på tingene for de bløde trafikanter. Jeg sikker på, at der vil være selvjustits. Det moralske aspekt, at det er ulovligt at parkere på fortovene, har stor, stor betydning, og vi må håbe, at det almindelige medborgerskab gør, at folk har så meget respekt og indser, at det er dårlig stil at parkere på fortovet,” uddyber Jerry Ritz, der også er medlem af Handicaprådet:
“Politiet kan jo ikke rende op og ned ad alle villaveje og føre kontrol. I første omgang har vi tillid til folks egen dømmekraft og ansvarlighed, så vi ikke skal ud at bruge en masse offentlige midler på det.”

Ligner feberredning

Medlem af Danske Handicaporganisationer og suppleant til Handicaprådet, Anders Kinnerup, der bor på Selmersvej lige ved Hørsholm Skole, er kørestolsbruger og oplever dagligt den ufremkommelighed, der er på fortovene på grund af parkerede biler og også hække, der rager ud over fortovene.
Også han var betænkelig inden mødet i miljø- og planlægningsudvalget. Og også han blev glædeligt overrasket, da Ugebladet fortalte ham om udvalgets beslutning:
“Det er jo flot. Det ligner en feberredning, og jeg må indrømme, at jeg er meget overrasket. Der er jo kræfter, som har arbejdet den anden vej. Men det er rigtig dejligt med en god historie. Det er rigtig fint og flot. En stor tak til udvalget, siger Anders Kinnerup til Ugebladet:
“Jeg har dog ikke de store forventninger til, at det bliver håndhævet, og det vil være meget problematisk, hvis det ikke sker,” siger han og kommer med følgende forslag til Hørsholm Kommune:
“Jeg har selv brug kommunens app til at indberette huller i vejen, når jeg har registreret dårligt tilgængelige fortove. Kommunen bør åbne for, at man kan bruge app'en ved de strækninger, hvor der parkeres på fortove, og det generer mange - eksempelvis ved skolerne.”