Fortsæt til indhold

KLUMME Bare det snart var mandag!

Samfund
Af Michael Jensen, Hadsten. Direktør i Colea Consult

Jeg støder på min vej ofte på mennesker som giver udtryk for at mandag er ugens værste dag og også på en del, på hvem det virker som om, det vigtigste mål i deres liv er at få kæmpet sig igennem ugen og nå til fredag og weekend.
Jeg synes det er synd, at vi på denne måde gør livet surt for os selv og har et fokus som mindsker vores livsglæde og effektivitet.
Derfor kommer her en række bud på, hvordan vi kan bruge en lille del af vores fredage på at skabe gode mandage:
1. Afslut mindst en af dine store opgaver om fredagen, så den ikke ligger på dit skrivebord mandag morgen
2. Brug 10—15 minutter på at planlægge den kommende uge: Hvad er de vigtigste opgaver og prioriter dem på forskellige ugedage, start med de vigtigste
3. Hvis du ved du får brug for hjælp i løbet af ugen så bed om den nu i stedet for på mandag
4. Hvis du skal have vigtige møder i løbet af ugen, så undlad, så vidt muligt at lægge dem på mandage, hvor alle er mest pressede, men læg dem senere på ugen
5. Gør fredag til e-mail fri dag internt i organisationen, det frigør en masse tid, og er en ting der bruges mange steder
6. Fredag er en god dag at afslutte dine mindre rutineopgaver, så gør det til en vane at runde dine mindre opgaver af denne ugedag
7. Slut ugen med at anerkende dit eget, dine kollegaers og dine ansattes indsats; det gør, at ugen afsluttes i en god ånd og noget af den vil overleve til mandag morgen
Så; brug din fredag på at skabe gode mandage, og du vil opleve at det faktisk virker!

"Hvis hver dag er en gave, vil jeg gerne vide i hvilken butik man kan bytte mandage"
Citat-uglen