Fortsæt til indhold

Elsebeth Egholm sender Dicte ud på nye udfordringer i Aarhus

Aarhus-forfatteren er atter bogaktuel med Dicte Svendsen, der viser nye sider af sig selv

Samfund
Kim S. Andersen

En af Danmarks mest læste forfattere, 53-årige Elsebeth Egholm, er atter bog-aktuel med Dicte Svendsen, som TV2 i øjeblikket er ved at færdiggøre optagelserne til endnu en sæson med.
”Det var rart for mig at få udgivet 'Kød og blod', inden det igen går løs med tv-serien, fordi det trods alt er en anden historie,” forklarer den aarhusianske forfatter.
Elsebeth Egholms seneste værk, som udkommer 6. juni, foregår i det aarhusianske studiemiljø, hvor flere unge kvindelige universitetsstuderende bliver dræbt. En bliver fundet dræbt i en baggård i Mejlgade tæt ved freelancekontoret, hvor Dicte arbejder. I bogen er Dicte nemlig ikke længere journalist og under researchen til en bog om tidligere voldsofre og deres gerningsmænd, påpeger et voldtægtsoffer en mulig forbindelse til nye drab. Dicte kaster sig ud i at finde pigernes drabsmand, men balancerer samtidig på kanten af sin egen afgrund.

De unge piger

”Inspirationen til handlingen er kommet, efter at jeg har fået kendskab til flere unge piger, der har det dårligt og som ikke kan håndtere deres liv på grund af for høje forventninger. Jeg har læst flere undersøgelser, der viser, at det er de unge piger, som har det allerværst i vores samfund lige nu. Det hele skal være så perfekt, og de skal 'være på' hele tiden. Derudover er der et stort socialt og uddannelsesmæssigt pres på dem, og så skal de også skynde sig at få børn, inden det er for sent,” siger den rutinerede forfatter om baggrunden for, hvad det var, som fik hende til tasterne denne gang.
Hun har skrevet på 'Kød og blod' siden august, og for at det var muligt at komme i gang med den ottende bog om Dicte Svendsen, måtte Egholm flytte sin hovedperson ud af Dagbladets redaktionslokale på Telefontorvet på Frederiksgade og ned på et freelancer-kontor i Mejlgade.
“Mejlgade er en rigtig god og spændende gade, hvor der sker meget med en masse unge mennesker. På den måde synes jeg, det var oplagt at bruge Mejlgade som kulisse og få kigget på en anden del af Aarhus, end jeg plejer. Jeg synes, det har været forfriskende at få Dicte væk fra Frederiksgade, for der skulle ske noget nyt i hendes liv,” fortæller Egholm, der også bruger Skjoldhøjkollegiet i handlingen.
Dicte Svendsen bor dog stadig i huset i Kasted, hvor Elsebeth Egholm også har boet. I dag har forfatteren forladt landsbyen og bor i Risskov sammen med sin kæreste og deres hund Django.

Forfatterens seneste bog ’ Kød og blod’ er den ottende i Dicte-serien. Foto: Sanne Berg

Er flyttet til Risskov

”Det har været fint at flytte til Risskov. Vi bor i et godt hus og i et dejligt kvarter omkring Jellebakken. Jeg har især stor glæde af Egå Engsø, hvor jeg både løber og går mange ture og træner med vores hund, og vi bruger også Mollerup Skov rigtig meget. Jeg går også i fitness på Grenåvej og til dans hos Marianne Eihilt(Den dobbelte Vild med dans-vinder, red.) i 'Let's Dance' i Risskov, så vi bruger da lokalområdet. Men jeg kommer da stadig i Kasted for at besøge mine tidligere naboer. Vi har en bogkreds, hvor vi samles engang imellem, og jeg har fået dispensation,” siger hun med et efterfølgende smil.
Elsebeth Egholm har været i gang med sin seneste krimi siden august.
”Jeg synes, den her bog har været svær at skrive. Måske fordi, der skulle ske så meget nyt i Dictes liv. Alligevel blev jeg færdig med den, før jeg troede. Jeg synes faktisk, det er den bedste bog, jeg har skrevet, fordi Dicte virkelig får noget selvindsigt, og hun er i en krise, der rykker mere ved hende og ryster hende mere personligt end tidligere. Jeg synes, jeg har rykket hende et nyt sted hen. Ikke kun fysisk, men så sandelig også psykisk,” fastslår Elsebeth Egholm, der forventer, at Dicte Svenden dukker op igen senere.

Dicte dør ikke

”Det er svært at vide, om der er flere Dicte-bøger i mig. Lige nu går jeg lige og summer lidt. Jeg synes, jeg er ret fritstillet med hensyn til Dicte. Jeg kan skrive om hende, eller jeg kan lade hende vente. Jeg kan tage hende op om to år. Jeg kan også tage hendes bortadopterede søn Peter op og lave noget bare med ham eller jeg kan lave noget helt tredje. Det finder jeg ud af i løbet af sommeren, men jeg tager ikke livet af Dicte sådan lige. Det ville jo være dumt. Jeg kan sagtens forestille mig, at der kommer flere historier om hende. Især nu hvor jeg har fået hende hen et sted, hvor hun har løsrevet sig fra vante omgivelser. Det har været rigtig sundt. Hun har godt af at være ude af mine tanker et stykke tid. Når jeg så tager hende op igen, kan jeg se på hende med nogle nye øjne, og det synes jeg, at jeg har haft rigtig stor glæde af med denne her bog,” siger Elsebeth Egholm.


Mød Elsebeth Egholm

Du kan møde Elsebeth Egholm 7. juni klokken 12 i C.F. Møllers Boghandel på Store Torv i Aarhus. Her vil forfatteren signere sin nye bog 'Kød og Blod'.