Business Faxe vil sætte ”overliggeren højere”
Med ansættelse af den erfarne erhvervsmand, Jesper Ib Paulsen, er det ikke planen blot at vedligeholde, men at sætte masser af nye mål.
BUSINESS FAXE Den fik nyt navn for 2 år siden, men ellers har erhvervsorganisationen Business Faxe eksisteret siden kommunesammenlægningen, ja faktisk blev erhvervsområderne sammenlagt inden kommunerne ”slog pjalterne sammen”.
I næsten 10 år har Søren Vagn Hansen siddet på lederposten, men siden nytår har den erfarne erhvervsmand, Jesper Ib Paulsen (50 år) stået i spidsen for Business Faxe, da man mente, at tiden nu var inde til at der skete noget nyt på den post – og det område, og der er allerede sket en hel del, siden den nye direktør tog over.
Business Faxe er en erhvervsorganisation for iværksættere, nye og etablerede virksomheder i Faxe kommune, og organisationen arbejder målrettet for at udvikle erhvervslivet i hele kommunen.
Business Faxe er en medlemsbaseret organisation med medlemmer indenfor alle brancher, og den drives af indtægter for opgaver, der løses for kommunen, medlemskontingenter og egne indtægter fra konsulentarbejde.
Business Faxe har mere end 350 medlemmer, og det er flot i betragtning af, at der ”kun” er små 800 virksomheder i hele kommunen. Alene nyhedsbrevet er der lidt over 700 abonnementer på.
Business Faxe yder rådgivning og inspiration til områdets erhvervsdrivende, og bl.a. faciliterer Business Faxe en række netværk, som skaber vidensdeling og forretningsmuligheder for medlemmerne.
Man sparrer med virksomhedsledere om ledelse, markedsføring og vækstmuligheder, og der udbydes kurser, seminarer, foredrag, ligesom der formidles kontakt for iværksættere og virksomheder til en lang række rådgivere og støttemuligheder.
Overfor Faxe Kommune er Business Faxe talerøret, ligesom man er det overfor regionale og nationale myndigheder, og organisationen tager initiativ til – og deltager i – en lang række udviklingsopgaver inden for innovation og vækst, der alle har til hensigt at gøre Faxe til et center for vækst.
Business Faxe er desuden ansvarlig for Vækstfabrikken i Faxe og Erhvervshuset Grobund, der er for iværksættere og nystartede virksomheder med ønske om at leje sig ind i et kontorfællesskab i et inspirerende udviklingsmiljø, sammen med andre virksomheder.
Der er en bestyrelse og et sekretariat, til at varetage Business Faxes interesser, og dens mission er ganske klar: Faxe Kommune skal gøres til et af Region Sjællands vækstcentre.
Overordnet set har man tænkt sig at gøre det ved, at udvikle iværksættere og eksisterende virksomheder og tiltrække nye til kommunen, og her er der fokus på flere ting/områder:
Oprettelse af projektsekretariat
Faxe kommune oplever flere og flere virksomheder, som ikke kan fine rundt i EU' s støtteordninger.
Her vil Business Faxe hjælpe virksomhederne med projektbeskrivelse og ansøgninger, og til det formål har man bl.a. (pr. 1. maj) ansat Heidi El Barouni, der har international erfaring.
Hun skal stå i spidsen for projektet, og også hjælpe til med at søge projektmidler til nye udviklingsinitiativer.
Fokus på eksport
Med sin beliggenhed er Faxe Kommune suveræn god, når det gælder eksport, og det kan man også tydeligt aflæse i de tal, der er tilgængelige for kommunernes andel af eksport. Sammenlignet med andre mindre kommuner i region Sjælland, har Faxe Kommune en meget stærk position på eksportmarkedet. 134 virksomheder stod i 2009 registreret i Danmarks Statistik med salg til udlandet, og 16% af al omsætning i kommunen var registreret som salg til udlandet (Kilde: Vækstvilkår 2012-13).
Business Faxe vil oprette et eksportnetværk, og eksport er i det hele taget et af de områder, som man vil satse meget hårdt og intenst på.
Fokus på grøn vækst: Med det nye erhvervsområde Eco Valley ved Rønnede, lige ved Motorvej E 55/E 47, med direkte adgang til Øresundsregionen og Femern Bælt, vil Faxe Kommune satse på grøn vækst og vidensvirksomheder. Det nye erhvervsområde bliver ikke tilgængeligt for alle virksomheder. Målet er klart, at man skal have en grøn profil for at kunne komme i betragtning. Området forventes at tiltrække små og mellemstore virksomheder indenfor miljø- og energisektoren.
Få del i Nordeuropas største anlægsprojekt
Omkring 140 milliarder kroner bliver der over de kommende 10-12 år investeret i Femern forbindelse, sygehuse, fængsel, omfartsveje og jernbaneanlæg øst for Storebælt med lyntoge via Køge og Ringsted til Hamburg.
Det er helt naturligt for virksomheder i Faxe Kommune at ”smide billet” ind på en del af disse opgaver, bl.a. som underleverandører.