Fra it-branchen til kunsthåndværk
Realiserer drøm som 54-årig og åbner butik i landsby
Når kunsthåndværker Lene Breumlund slår dørene op til sin butik ”X & Tværs” på Emborgvej 102 i Alken 14. juni, får borgerne på Skanderborg-egnen mulighed for at shoppe brugskunst.
Den 54-årige glaskunstner er således nu efter mange års tilløb klar til at gøre sin glødende interesse for brugskunst og dekorativt håndværk til sin levevej.
I den nyindrettede butik sælger Lene Breumlund, udover sine egne farvestrålende glasvarer, nøje udvalgte produkter under overskriften; Nordisk kunsthåndværk, stil og design.
Lene Breumlunds passion for at udfolde sig kreativt har fulgt hende siden hun som 15-årig vandt en nordisk kunstudstilling for ungdomsskoleelever, og det er 20 år siden, hun fulgte sit første kursus på Brabrand Glasskole og stiftede bekendtskab med at lave ovnformet glas.
Den nye butik med tilhørende værksted er noget af et karriereskifte for Lene Breumlund. Med en uddannelse og arbejde i it-branchen har de kreative udfoldelser været henlagt til aftentimer og weekender.
"Jeg ville rigtig gerne have været på kunsthåndværkerskolen, da jeg var ung, men det var jo usikkert, og jeg savnede nok modet til at gøre det, så det blev fornuften, der sejrede, da jeg skulle vælge uddannelse," fortæller Lene Breumlund.
Butikken ”X & Tværs” ligger tæt på hjemmet i Alken, hvor Lene Breumlund bor med mand og to børn – og har gjort det siden 2002.
I 2012 købte parret den gamle og slidte ejendom, der i mange år husede Alken Slagteri, og som nu er gennemgribende renoveret.
Åbningsreception i X & Tværs lørdag 14. juni klokken 14 – 16.