Fortsæt til indhold

De skal skabe vækst og nye arbejdspladser

Der er udpeget 21 medlemmer til det nye Syddansk Vækstforum

Samfund
Af Hans Larsen

21 fremtrædende erhvervsledere, politikere og organisationsfolk er blevet udpeget til det nye Syddansk Vækstforum, som i de næste fire år skal arbejde for at skabe vækst og nye arbejdspladser i Region Syddanmark.
Og der er masser af udfordringer at tage fat på for det nye organ, for væksten i regionen er lav, der er mangel på højtuddannet arbejdskraft, og samtidig falder den samlede arbejdsstyrke.
“Derfor skal vi først og fremmest arbejde med at skabe flere konkurrencedygtige virksomheder og sikre, at de har adgang til kvalificeret arbejdskraft. Og her er det ikke nok at tænke regionalt og nationalt. Syddanmark er også nødt til at agere globalt, når det handler om at skabe job og vækst inden for områder som for eksempel energi og velfærdsteknologi,” siger regionsrådsformand Carl Holst (V), der også er medlem af vækstforums nye formandskab.
Den globale indsats består blandt andet i at tiltrække internationale talenter og iværksættere. Derved får den syddanske region adgang til masser af gode idéer og desuden et internationalt udsyn på regionens satsninger inden for velfærdsteknologi, offshore, energieffektivisering samt design og kreative erhverv.