Fortsæt til indhold

Politikere tager Aarhus med på borgen

Folketingspolitikerne fra Aarhus tager gerne byen med på borgen, når der træffes vigtige beslutninger

Samfund
Camilla Olesen

De aarhusianske folketingspolitikere fører godt nok politik i København, men de er opmærksomme på deres by, når der bliver lavet love.
Jens Joel (S) har blandt andet været med til at tænke Aarhus ind i udspillet til den kommende beskæftigelsesreform.
Han har nemlig taget konkrete eksempler med til partikollegaen, beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Sojafabrikken Solae, der lukkede i Aarhus for et par år siden, er en virksomhed, der indgår i det nye udspil til beskæftigelsesreformen. Det gør den, fordi der her var tale om en række medarbejdere, der havde en masse kompetencer, men ikke nødvendigvis havde uddannelsespapirer på det. Det betyder, at Mette Frederiksen ikke mener, at det er nødvendigt at tage sig en helt ny uddannelse, men at en opgradering i form af for eksempel et certifikat er nok.
Jens Joel får øje på den slags problemer, fordi han sørger for at være ude at besøge virksomhederne.
“Jeg ser, hvor hullerne er. Når jeg opdager, at der er noget, der ikke er i orden, så tager jeg det med på borgen.“

Vigtigt at komme ud

Jeppe Mikkelsen (R) er også valgt i Aarhus. Præcis som Jens Joel gør han meget ud af at besøge virksomheder.
“På den måde får jeg indblik i, hvordan vores lovgivning påvirker ude i virkeligheden,” siger Jeppe Mikkelsen.
Konkret fra Aarhus har han været med til at sørge for, at retshjælpen kunne blive ved med at modtage støtte, så den kunne eksistere.
“Det kommer sig af, at jeg har haft dialog med Den Sociale Retshjælp, og jeg har fået et indblik i, hvilken forskel den gør.”
Foruden Solae har Jens Joel blandt andet haft fokus på den socioøkonomiske virksomhed Café Kaffegal, der kom i klemme i lovgivningen.
Dialogen mellem politikerne og ministrene er ifølge Mette Frederiksen afgørende.
“Aarhus er landets næststørste by, og det er motoren i Jylland. Det er vigtigt, at byen er ordentligt repræsenteret i Folketinget. Det er ufattelig vigtigt med sådan en som Jens. Jeg er mere lydhør over for de menneskelige historier og idéerne end systemerne,” siger Mette Frederiksen og fortsætter:
“Det er rigtig vigtigt, for jeg har behov for at blive konfronteret med, hvad der sker i virkeligheden.”
Spørger man kommunalforsker Roger Buch er det vigtigt, at de forskellige byer i Danmark er repræsenteret.
“Vi ser, at geografien er tænkt ind alle steder. For eksempel i Tyskland, hvor man han har et andet-kammer, og det samme gør sig gældende i USA,” siger han og fortsætter:
“Politikerne har dog kun stor indflydelse, når det passer ind i det store puslespil. Der er ikke altid harmoni, og der kan nemt komme uenighed.”
Både Jens Joel og Jeppe Mikkelsen har planer om at fortsætte med at besøge virksomheder, så de kan se, hvad der foregår i virkeligheden.