Fire gange guld til Harlev-udspringer
15-årige Martin Bang Christensen fra Harlev har nu kvalificeret sig til at repræsentere Danmark ved de europæiske udspringsmesterskaber for juniorer i Italien i starten af juli.
Det sker efter, han ved et netop afholdt stævne i Amsterdam vandt hele fire guldmedaljer.
Springene gav det 15-årige talent høje point, som er over kravet til de Europæiske Junior Europamesterskaber.
Guldmedaljerne skal endda ses i lyset af, at Martin Bang Christensen i år er rykket op i aldergruppen 16-18 år, så der er større krav til ham for at kunne blande sig blandt de bedste.
Medaljerne blev hevet hjem i tårn, tre meter, en meter og syncro, som Martin Bang Christensen begyndte at springe sidste år med Andreas Sargent Larsen fra Lyngby.
Flere gange undervejs i konkurrencerne viste udspringeren, som til daglig træner i AGF i Lyseng, at han er rigtig god til at holde styr på nerverne, når det virkelig gælder.