Fortsæt til indhold

Snart klapper vi i takt

Lørdag går det løs. Rock Under Broen er klar med 14 koncerter

Samfund
Lars Saugbjerg

Når musikken spiller og ølhanerne står åbne under Lillebæltsbroen, er pladsen ikke til at kende. Sidste år blev Rock Under Broen-pladsen bygget op på ny. Teltscenen kom tilbage, og storscenen fik front mod vandet. Men når publikum gør deres entre i år, vil de opleve endnu et sceneskift.
“I år har vi tre scener,” fortæller Peter Zederkof, musik- og sceneansvarlig.
Storscenen har byttet plads med VIP-teltet og vender nu ryggen mod bæltet. Teltscenen er stadig med, og som noget nyt prøver arrangørerne nu kræfter med en “Playground-scene”.
“Denne scene skal ramme de yngre. Her spiller Shaka Loveless, L.I.G.A., Sebastian Lind, Go Go Berlin og Pharfar & Kaka.”
Ved “sølvbrylluppet” sidste år opstod der kø ved indgangen.
“Derfor flytter vi i år indgangen tilbage til sin “gamle” plads,” fortæller Peter Zederkof.
Billetindtægterne er kun en del af budgettet. Omsætningen på selve pladsen har naturligvis stor betydning - så køproblemer ved ølhanerne må ikke finde sted.
“Sidste års problermer har vi taget hånd om. Vi har endnu flere haner, og placeringen gør, at ingen får langt til hverken mad eller drikkelse. Denne plads-opbygning tror jeg bliver pladsen for Rock Under Broen de næste mange år.”
Billetsalget åbnede allerede den 1. december, og på den første dag blev der solgt ikke færre end 2.348 billetter.
“Billetsalget går rigtig godt. Jeg smiler. Vi har styr på tingene, og nu skal festen bare i gang,” siger Peter Zederkof.
Det første navn, som Rock Under Broen offentliggjorde, var D-A-D. Traditionen tro skal publikum finde luftguitarene frem til Isn't That Wild, Monster Philosophy, Sleeping My Day Away og alle de andre numre. Men i år slutter de ikke festivalen af.
“Det gør Nephew, og der venter os garanteret en stor oplevelse. I det hele taget er det et scoop, at vi har både D-A-D og Nephew på plakaten,” lyder det stolt fra Peter Zederkof.
Mød også Thomas Helmig, Nik & Jay, Marie Key, Big Fat Snake, Nabiha, Søren Huss og Østkyst Hustlers.

Der var for lange køer ved baren sidste år. Det gør arrangørerne noget ved i år.
“D-A-D og Nephew spiller på Rock Under Broen. Denne kombination er et scoop,” lyder det fra Peter Zederkof.