Fortsæt til indhold

20-årig bagerjomfru kører Nimbus

Nanna Rasmussen har en forkærlighed for sin gamle motorcykel. Du kan se den foran bagerbutikken i Hammel

Samfund
Af Tony Bøgholm, borgerjournalist

En stille lørdag morgen fik en overraskende start.
Cyklede til bager efter morgenbrød, og hvad stod parkeret udenfor Bageren på Randersvej i Hammel – en funklende Nimbus motorcykel på de gamle plader – flot så den ud.
Jeg var sikker på, at der i butikken stod en ældre herre, som var kørende til bager på motorcyklen.
Jeg stod og ventede lidt mens jeg iagttog den fine Nimbus, men der kom ikke nogen ældre herre ud.
Jeg gik ind i forretningen, og stor var min overraskelse, der var kun de to unge ekspedienter tilstede i forretningen, hvorfor jeg henkastet sagde: ”Hvem af jer er kørende på Nimbus'en udenfor”?
Jeg forventede ikke det svar jeg fik af den ene unge pige:
"Det er jeg”.
Det krævede en nærmere forklaring.
Nanna Rasmussen på 20 år - hedder den unge pige og hun bor i Houlbjerg.
Motorcyklen tilhører hendes far, men hun bruger den og er medlem af Nimbus-klubben.
– Igen en overraskelse at så ung en pige er Nimbus-fan og selv kører på en Nimbus.
Hun oplyste, at motorcyklen er årgang 1953 og hendes far har arvet den.

Gryde i stedet for fullface

Han havde i forvejen en Nimbus og da Nanna var og er meget interesseret i at køre på motorcykel, var det naturligt at hun overtog den.
Hun er så entusiatisk at hun meget gerne vil have fat på en gammeldags 'gryde' i stedet for den nuværende fullface hjelm.
Hun kører dog kun på sin Nimbus når vejret er til det og ofte til Hammel på arbejde.
Hun håber hun i fremtiden selv kan få lov at skrue i den, så den kan holde i mange år endnu og få meget glæde af de ture hun kører.
"Det er en anderledes bedre følelse at køre på en Nimbus end en moderne motorcykel," slutter hun.

Nimbussen er fra 1953 og er mere endd tre gange så gammel som dens kvindelige fører.