Fortsæt til indhold

“Vær opmærksom og ikke naiv”

Verner Pedersen fra Kolding politi: Sådan undgår du tricktyve

Samfund
Susie Jessen

"Sommer er lig med tricktyverier i Kolding Kommune".
Sådan siger Vicepolitiinspektør Verner Pedersen fra Kolding lokalpoliti, som opfordrer borgerne til at være ekstra opmærksomme i sommermånederne, når tricktyvene går på rov i hele Danmark.
Det gælder også i Kolding, hvor der i løbet af den seneste tid har været talrige anmeldelser om aflurede pinkoder, snyd med penge og afledningsmanøvrer, hvor pungen pludselig har været væk efterfølgende. I langt de fleste tilfælde, er der tale om østeuropæere, der kommer over grænsen for at stjæle.
“Man skal være opmærksom, hvis der pludselig er en person, som man ikke kender, der henvender sig til en. Især hvis det er østeuropæere, der spørger om vej”, siger Verner Pedersen.
Han opfordrer til, at man ikke standser op i sådanne tilfælde - og altid tænker sig om.
“Hvis man tænker sig om, kan man som regel godt vurdere med sig selv, om der er noget i gære. Og så vil jeg generelt opfordre til, at man ringer til politiet, hvis sådan nogle mennesker henvender sig”, siger Verner Pedersen.

Samme mønster

I følge vicepolitiinspektøren ser politiet i Kolding oftest to mønstre, når borgere er blevet udsat for tricktyveri.
Enten spørger tyvene om vej, afleder borgeren og stjæler vedkommendes pung, eller også forsøger tyvene at aflede borgeren ved at sige, at vedkommende har tabt nogle penge. Andre fremgangsmåder, der er set i Kolding er tyve, der standser på motorvejen og siger, at de er løbet tør for benzin. Og så er der også tilfælde, hvor især ældre borgere får afluret deres pinkode i butikken og efterfølgende får stjålet pungen.
“Det er alt i alt bare vigtigt at være opmærksom og ikke være naiv. Hold for eksempel hånden over automaten, når du taster din pinkode og råb op og sig hjælp, hvis de kommer for tæt på”, lyder det fra Verner Pedersen.

Svært af bekæmpe

Verner Pedersen fortæller, at det er svært for politiet at bekæmpe tricktyverier, da tyvene hurtigt er væk, hvis politiet er i området.
“Og når vi så endelig fanger dem, så kan de ses et andet sted et par dage senere. Straffen for tricktyveri er en bøde og så får de lov til at gå igen”, lyder det fra Verner Pedersen, som føler sig indigneret over, at netop tricktyverier finder sted.
“Det går jo som regel ud over ældre, udsatte eller sårbare mennesker”. Det er jo ikke i orden.