12.000 færre ansatte i kommunerne
På fem år er der blevet 12.103 færre ansatte i kommunerne, viser nye tal
Der er blevet længere mellem pædagogerne i daginstitutionerne og hjemmehjælperne i ældreplejen. I de seneste fem år er der blevet 12.103 færre fuldtidsbeskæftigede i landets kommuner.
Samtidig er der i samme periode blevet 6.218 flere ansatte i regionerne, mens antallet af statsansatte er vokset med 4.209 flere hoveder. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik, som Kommunernes Landsforenings blad Momentum har bearbejdet.
Kurt Houlberg, der er forsker i kommunal økonomi og administration ved forskningsinstituttet KORA, mener tallene taler sit tydelige sprog om den økonomiske hestekur, som kommunerne har været på siden 2010.
“Der er sket en voldsom økonomisk opbremsning i kommunerne i den periode, og det har også haft betydning for antallet af ansatte. Dels er kommunerne blevet hårdt ramt af den økonomiske krise i samfundet, dels er den statslige styring af kommunerne blevet strammere med blandt andet økonomiske sanktioner for overforbrug,” siger Kurt Houlberg til Momentum.
Et stort ansvar
Formanden for Kommunernes Landsforening, Kalundborgs borgmester Martin Damm (V) mener, at faldet i antallet af kommunalt ansatte er et udtryk for, at kommunerne tager et stort ansvar for genopretningen af den offentlige økonomi. Men han undrer sig over, hvordan regioner og stat i samme periode har kunnet ansætte flere medarbejdere.
“Det har været en hård omgang, men jeg mener, at kommunerne under ét kan være tilfredse med, at vi har ageret meget økonomisk forsvarligt,” siger Martin Damm og fortsætter:
“Alle kommuner har kigget grundigt på, hvordan vi har kunnet effektivisere alle ender og kanter af den kommunale service og forvaltning. Men jeg sidder tilbage med en følelse af, at staten og regionerne stadig har til gode at lave den samme øvelse,” siger Martin Damm til Momentum.