Ikeas nye varehus åbner 11. juni
Aarhus’ nye Ikea varehus slår dørene op til housewarming
Når det nye Ikea varehus åbner onsdag 11. juni efter den traditionelle oversavning af et klassisk svensk birketræ, inviteres østjyderne ind i et topmoderne varehus, der modsat det gamle rummer alt under ét tag og kan præsentere den kendte kædes komplette sortiment af møbler og boligartikler.
Forud for åbningen er gået tusindvis af timers forberedelse og et byggeprojekt, der skaber det mest bæredygtige Ikea varehus i Danmark. Byggefirmaerne overdrog varehuset til Ikeas indretningseksperter i begyndelsen af marts.
“Jeg kan mærke, at spændingen stiger dag for dag blandt alle medarbejderne og hos mig selv. Vi glæder os rigtigt meget til at flytte ind og give kunderne en super oplevelse og masser af ny inspiration, “ siger varehuschef Lena Vandal i en pressemeddelelse.
Flytter seks meter
Selvom IKEA blot flytter seks meter, er der tale om en omfattende flytning af møbler, boligudstyr, faciliteter og andet inventar. De 400 medarbejdere flytter fra godt 14.000 m2 samt 5.000 m2 vareudlevering og ind i det nye hus, der breder sig over 31.500 m2, hvoraf de 6.428 m2 rummer møbeludstilling og miljøer og i alt 1.200 parkeringspladser.