En million kroner vekslet til et blåt cykelfelt
Grundejerforening i Hadsten føler sige snydt af politikeres løfter om en mere sikker skolevej
Cyklende skoleelever i fuld fart ned ad Gl. Sellingvej i Hadsten. Og lastbiler som krydser cykelstien midt på nedkørslen.
Det er det scenarie, som forvaltningen ved Favrskov Kommune har lagt op til forud for Teknik- og miljøudvalgets møde mandag aften.
“Vi har indædt kæmpet for at bremse den i vores øjne destruktive ide, om at lede tung trafik ind over cykelstien,” siger Casper Storm, som er talsmand for grundejerforneingen Andreas Gadebergs Vej i Hadsten.
Tung trafik på tværs
Den sikre cykelsti ligger i et område, hvor der er givet tilladelse til at bygge erhvervsejendomme. Jem & Fix byggemarkedet har fået tilladelse til at åbne en afdeling lige her, og indkørslen er planlagt fra Gl. Sellingvej.
Det vil give tung trafik på tværs af børnene, venter beboerne i området, som et kort øjeblik i oktober havde armene over hovedet i glæde.
Her så det nemlig ud til, at politikerne lyttede og forstod ønsket. Der var møde med de folkevalgte direkte på cykelstien i september, og i oktober blev der i budgettet afsat en million kroner til en tunnel, som grundejerforeningen havde ønsket som en af flere løsninger.
Ny plan
Nu har embedsmændene lagt en ny plan frem for Teknik- og miljøudvalget.
Heri anbefales det, at tunnelen i stedet erstattes af et blåt cykelfelt og vigepligtstavler for bilerne.
Det kan anlægges for 50.000 kroner.
De mange penge, som blev bevilget i anlægsbudgettet i oktober, skal i stedet gå til en tunnel i Selling under den stærkt befærdede Ødumvej.
“(...) Blandt andet under hensyntagen til, at der er 34 distriktsskolebørn på Andreas Gadebergs Vej, der går på Østervangsskolen, mens der er 88 distriktsskolebørn, der går på Hadbjerg Skole,” skriver forvaltningen til udvalgsmedlemmerne.
Udviklingen har allerede affødt flere læserbreve, blandt andet fra den tidligere formand for Teknik- og miljøudvalget Charlotte Green (K), som mener, at der her er tale om forligsbrud.
Den nye formand for udvalget hedder Kurt Andreassen (V). Han har ikke mange kommentarer forud for mødet mandag aften.
“Vi må jo drøfte det politikerne imellem og så se, hvad der sker.”