Fortsæt til indhold

Så er alle huller boret - nu mangler der bare en festlig lejlighed

Låsby har fået sin nye flagallé

Samfund
Grethe Bo Madsen

De borede huller en dag, de borede huller to dage, de borede huller mange dage.
Borgerne i Låsby vil kunne fejre store begivenheder i byen med maner, og det kræver en flagallé. Desværre er byens mere end 30 år gamle flagallé efterhånden noget nedslidt, og en ny koster knap 100.000 kroner.
Det har der heldigivs vist sig at være råd for. Nordea-fonden og Landdistrikstpuljen under Landsbysamvirket i Skanderborg Kommune har tilsammen lagt 55.000 kroner i en pulje, øremærket til nye flagstænger.
Resten har Låsby Borgerforening selv sparet gennem flere år og gennem salg af de gamle flagstænger.
Og her kommer hullerne ind i billedet. De nye glasfiberflagstænger har nemlig ikke samme diameter som de gamle. De er en smule mindre, og derfor har borgerforeningen været nødt til at bore nye huller og fylde de gamle op.
Det har der været stor opbakning til blandt de aktive borgere i byen, der ved fælles hjælp, flag-team for flag-team fra sidste i maj og frem til nu har gravet de 70 huller til den nye flagallé.

På billedet ses bankdirektør for Nordea i Galten, Kenneth Beck (repræsentant for Nordea-fonden), samt formand for Låsby Borgerforening, Mette Hoeck Klausen, ved en af de nye flotte glasfiberstænger, som netop har været oppe i forbindelse med byens årlige sommerfest.