Dårligt badevand har naturlig forklaring
Udløbene fra Flakvadrende og Bækrenden til Øresund forringer badevandskvalitet efter kraftige regnskyl, oplyser Hørsholm Kommunes miljøteam
Den dårlige badevandskvalitet ved Hørsholm Kommunes kyst - som netop har fået dumpekarakter i EU-kommissionens nye vandrapport med betegnelsen 'ringe' - er ikke en ny situation.
Allerede efter målingerne i 2010 og også i 2011 stod det klart, at badevandskvaliteten i området var dårlig. Det er målestationerne Christiansgave og Smidstrup syd for Rungsted Havn, der boner negativt ud.
"Det var store regnskyl i både i 2010 og 2011, der gav den dårlige badevandskvalitet, men trods bedre kvalitet i 2012 og 2013, så bliver den samlede vurdering stadigvæk 'ringe'," oplyser civilingeniør Troels Vastrup fra Hørsholm Kommunes miljøteam.
Resultaterne fra vandmålinger bliver årligt indrapporteret til EU og vurderes samlet over en 4-årig periode, og i Hørsholm Kommune har man længe været bekymret for badevandskvaliteten i området på grund af udløb fra henholdsvis Flakvadrenden og Bækrenden til Øresund, der netop ligger tæt på de to målestationer ved Christiansgave og Smidstrup. Badevands-målingerne startet i 2009.
"Der er ingen grund til at tro, at badevandskvaliteten er blevet yderligere forringet. Nu ved vi bare, at den er dårlig, fordi vi er begyndt at måle den," tilføjer Troels Vastrup.
Badevands-målingerne blev startet i 2009.
Følg med i badevandskvaliteten på Hørsholm Kommunes hjemmeside: Klik HER
Spildevand efter regnskyl
Fraregnet Rungsted badestrand, som stort set altid har rent badevand, så er badevandet i kommunen sårbart overfor kraftige regnskyl og større regnmængder.
"Hovedparten af kloaknettet i Hørsholm er fælleskloak, og når de bliver fyldt med regnvand, så løber de over til åer, søer og Øresund. På den måde kommer opspædet spildevand ud i naturen og forurener badevandet," forklarer miljøteam-medarbejderen videre.
Det er ikke muligt bare at lukke for overløbsstederne, fordi vandet i stedet opstuves i kloakkerne og dermed ender i folks kældre og haver samt på gaderne.
Indsats har hjulpet
To målestationer nord for Rungsted Havn - ud for badebroen på Rungsted Strandvej 193A og ved Mikkelborg - får karakteren 'tilfredsstillende', og her har en række tiltag for at mindske overløb, både hvor meget og hvor ofte, markant forbedret badevandets kvalitet.
Det er i første omgang sket ved at gennemgå, renovere og optimere på kloaksystemet og tilhørende bassiner.
"Der er ingen tvivl om, at det har hjulpet, men vandkvaliteten er dog stadig ikke så god, som man kunne ønske, men vi arbejder stadig på at forbedre forholdene. Det nyeste er separering af al vejvand i et større område i det nordlige Rungsted samt en frivillig ordning, som skal få grundejere til at blive frakoblet fællessystemet," forklarer Troels Vastrup.
Kostbare løsninger
I det lange løb skal der ifølge kommunens miljøekspert også findes løsninger som mindsker mængden af overfladevand i kloak eller etableres bassiner for at tilbageholde spildevandet.
"Dette sker i en samlet prioritering for hele kommunen, og da det er meget bekosteligt, har man valgt, at den type indsats primært sker i det nordlige Rungsted i de kommende år. Herefter kommer turen til andre dele af kommunen," oplyser han.
Følg med i badevandskvaliteten på Hørsholm Kommunes hjemmeside: Klik HER