Fortsæt til indhold

Nu staver kollegerne ikke længere for os

Et kursus for ordblinde hos VUC Storstrøm har givet Park & Vejs medarbejdere mod på bøgerne.

Samfund
Arkiv

UDVIKLING - Jeg har læst en bog. Det har jeg ellers ikke prøvet, siden jeg gik ud af skolen for 30 år siden.
Sådan forklarer Jan Kvist Poulsen, der gennem fem uger har deltaget på et af VUC Storstrøms kurser for ordblinde.
Kurset er specielt tilrettelagt for ham og fire kolleger fra Park & Vej Faxe og Stevns, og er et led i en jobrotationsordning. Undervisningen foregår i små hold med max seks deltagere, hvor de fem medarbejdere for en tid har skiftet arbejdsredskaberne ud med skolebord og iPad.
- Vi er her 37 timer om ugen, og før kurset var der nogle, der troede, de skulle sidde her 37 timer kun med dansk.
Men vi arbejder med mange forskellige ting. Dansk og it er fast, men vi kan også vælge engelsk og matematik, forklarer tillidsmand Dennis Andersen, der også deltager på kurset.
Han og et par af kollegerne er på deres andet forløb, for kurset tilrettelægges, så den enkelte kursist får præcis de udfordringer, der passer til hans eller hendes niveau.
Kursisterne undervises af speciallærere og efter nogle specielle skriveprogrammer. Inden kurset screenes kursisterne for at kunne tilrettelægge undervisningen bedst muligt for den enkelte.
Og selvom fem uger ikke lyder af alverden, kan de få timer flytte meget, forklarer Dennis Andersen.
- Jeg er blevet langt bedre til at stave. Det har altid været det sværeste for mig, og jeg plejer at få hjælp af kolleger og familie. Jeg får også mere ud af det, jeg læser.
Før skulle jeg som regel læse en tekst flere gange, men nu kan jeg nøjes med en gang, og det har givet blod på tanden, så jeg i dag også læser nyheder, ugeaviser og så videre.
Kurset er bare et af en række forskellige virksomhedsrettede tilbud under VUC Storstrøm.
Oftest indgår dansk, matematik og it som obligatoriske fag, men reelt kan den enkelte virksomhed selv sammensætte et kursusforløb efter ønske og behov, og det er blevet meget positivt modtaget hos Park & Vej Faxe.
- Vi har altid løbende kørt kurser i Park & Vej Faxe, men det har mere været faglige kurser, så det er godt at se, at vores medarbejdere får så meget ud af at deltage på dansk og ordblindekurserne.
Faktisk så jeg gerne, at endnu flere deltog, for der kommer flere og flere krav til dem med ting, de skal læse, og ting de skal stregen ind på nettet i vores computersystemer, forklarer formand for Center for ejendomme i Faxe Kommune Torben Lauridsen.
sl