Lise fra Risskov vil leve af webshop
Lise Lystlund fik god forretningsidé under sin barselsorlov
En undren under en barselsorlov kan føre til et liv som selvstændig.
Det er tilfældet for 28-årige Lise Lystlund, der bor i Risskov med mand og datter på halvandet år.
“Jeg undrede mig over, at der ikke var nogen dansk portal for nordisk design og køkken,” fortæller hun.
Derfor har hun grundlagtwebshoppen by.DK.nu, og visionen med den, er, at det skal være nemmere at købe dansk kvalitet. Designet af webshoppen er bygget op sådan, at de enkelte kategorisider fungerer som et slags mood board. Udover at man kan trykke sig igennem de enkelte kategorier og lade sig inspirere, er det også muligt at gå direkte til en producent, hvis man går efter noget specifikt. Hver producent får nemlig deres egen byDK-side, hvor alle producentens produkter bliver præsenteret.
Todelt webshop
“Webshoppen er todelt , så der er en del med delikatesser og en del med interiør og design. Indtil videre har det været nemmest at finde samarbejdspartnere indenfor interiør og design, så det er den del, der vokser hurtigst, men jeg arbejder lige nu hårdt på at få flere producenter indenfor delikatesseafdelingen,” siger hun og tilføjer:
Konceptet bag byDK.nu minder lidt om Just Eat - når Lise Lystlund modtager en ordre på et produkt, sendes ordren direkte videre til producenten, som så pakker varen og sender varen direkte til kunden. På den måde bliver produktet sendt den korteste vej fra producent til kunde uden en masse mellemled, hvilket minimerer CO2-udledningen.
“Iværksætterdrømmen har altid tiltalt mig, og da jeg fik idéen til webshoppen under min barsel, var det bare med at springe ud i det. Jeg brænder for danske produkter og for at finde frem til den gode historie bag, så med webshoppen kan jeg arbejde med det, jeg brænder for, igennem den arbejdsform, som jeg elsker,” siger hun.
Hun har læst matematik-økonomi på Aarhus Universitet men har altid dyrket det kreative ved siden af.
Miniudstilling i Mejlgade
Den 22. juni holder den 28-årige iværksætter en miniudstilling hos 'I Do Art Lab' i Mejlgade, hvor nogle af producenterne kommer og fortæller om deres produkter.
“Det kan være svært i starten at få kunder i butikken, når butikken ikke er fysisk. Men en udstilling som denne er et forsøg på at gøre byDK mere fysisk og håndgribelig. Og ikke mindst gøre kunderne opmærksomme på, at vi er der,” fastslår Lise Lystlund.