Vi med både HUS OG MAVE
At Tænke Sig-redaktøren Gorm Vølver vil have havefolket til at grine af sig selv og fnise af de andre
"Har denne bog overhovedet noget budskab?"
"Nej, det er svært at se," griner Gorm Vølver, der lige er barslet med en bog på 144 sider med titlen "Vi med hus og mave".
Her bliver havefolket spiddet, fortolket og beskrevet til den store guldmedalje, og selv om Vølver insisterer på, at der ikke er noget budskab, så alligevel:
"Det skulle måske være, at vi kunne være lidt mere rummelige som naboer og grine lidt mere af hinanden. Hvis der er noget, der generer, så plant et træ eller løs det på en anden måde. Man får sjældent noget ud af at brokke sig," siger han.
Selv er Gorm Vølver gået fra at være totalt bymenneske til lidt af en "gør-det-selv-mand", når han selv skal sige det.
"Det er sket efter devisen "learning-by-doing-wrong", og det virker perfekt på mig. Derfor er jeg helt vild med byggemarkeder, og lader mig ofte friste af de mærkeligste ting," erkender han.
"Har du lagt mærke til," spørger han og griner: "At hvis du går efter noget bestemt i et byggemarked, så er der aldrig en medarbejder i nærheden. Hvis du er så heldig at få fat i en, så er det normalt den forkerte. Når du kommer hen til kassen, er du den eneste, der betaler fuld pris og fem søm i en lille pose har kostet en formue. Alligevel bliver jeg ved med at komme i byggemarkeder. De er fascinerende," siger han.
"I byggemarkeder kan det også virke klogt at gå rundt og sige ord som "pungvandlås", "kipbøsninger" eller "dyknagle", selv om man ikke aner, hvad det betyder. Modsat risikerer man også at få det med hjem".
En havemand
Gorm Vølver fik selv sin første have tilbage i 1992 efter at have boet i byen i mange år.
"Vores største ønske var at asfaltere haven med det samme og måske plante et havemøbel eller to. Men efterhånden bliver man lidt ambitiøs. Det må godt se lidt pænt ud, synes man, og måske bliver man også lettere irriteret, hvis andre på villavejen roder eller støjer. Selv mener jeg, der er seks forskellige have-typer: Der er maskinmesteren, der har alt udstyret. Vej- og parkbetjenten, der holder styr på alt og alle. Perfektionisten, der nærmest slår sin plæne med negleklipperen. Den flinke, der altid hjælper. Nyhedscentralen, der sørger for, at vi får alt at vide. Og egoisten: Ham, der er uden for pædagogisk rækkevidde, som opfatter vejens øvrige beboere som statister i en slags gadeteater, som han selv har hovedrollen i".
"Og hvilken type er du, så?"
"Når jeg er inde i huset for mig selv, går jeg nok rundt og brokker mig over de andre, men udadtil er jeg - som mange andre danskere den flinke nabo. Jeg skal ikke have sagt noget," griner han.
Vær god ved naboen
Man skal huske at være god ved sin nabo, for nabofejder kan få fatale følger. Det har Gorm Vølver også beskrevet i sin bog.
En nabostrid i Holte førte eksempelvis til, at den ene nabo huggede den andens ben af med en økse. Og på Lolland kørte en mand naboens traktor fast i marken.
"Og hold nu øje med, at naboen ikke er rocker. Så skal man lade være med at sige sådan noget som "hvis I har nogle lig, I skal have vejen, så står der en aviscontainer henne om hjørnet".
Gorm Vølver
Vi med hus og mave
144 sider
200 kroner
Politikens forlag
Er udkommet