Fortsæt til indhold

Vækstpakke til vejene med femdobbelt effekt

Danske Anlægsentreprenører mener, at 2½ milliarder kr. til infrastruktur kan bruges mest effektivt i forhold til beskæftigelse og regional vækst ved at bruge en del af de ekstra penge på at udbedre efterslæbet på de kommunale veje.

Samfund
Arkiv

INFRASTRUKTUR Regeringen har i sin vækstpakke afsat 2½ milliarder kr. til infrastruktur, og de penge kan med en god portion fornuft bruges på en måde, der både øger beskæftigelse her og nu og samtidig kommer almindelige danskere til gode i form af bedre veje.
- Det milliardbeløb, som regeringen har stillet i udsigt i vækstpakken til infrastruktur kan bruges på mange måder.
Men det vil fx være en god idé at se i retning af kommunerne, hvor der er store behov for at få vedligeholdelsen af de kommunale veje op på et acceptabelt niveau, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.
Flere undersøgelser har dokumenteret et betydeligt efterslæb på vedligeholdelsen af de kommunale veje. Det er dokumenteret, at manglende vedligeholdelse betyder øgede omkostninger på sigt, fordi den manglende vedligeholdelse fører til skader, som er kostbare at udbedre.
- De kommunale veje er et af de områder, der skiller sig uheldigt ud, når man ser på forsømte områder. Så pengene fra vækstpakken vil falde på et tørt sted i mange kommuner og vil kunne skabe beskæftigelser her og nu, siger Niels Nielsen og fortsætter:
- Effekten kan tilmed øges – ja, femdobles - hvis man bruger en del af pengene fra vækstpakken som en tilskudspulje, så de kommuner der fremrykker vejvedligeholdelse til 2014, får et statstilskud på fx 20% af entreprenørudgifterne.