Fortsæt til indhold

Udfordring med mange nye mål

Jesper Ib Paulsen har en solid erhvervserfaring med i bagagen til sit nye job som direktør for ”Business Faxe”.

Samfund
Af Jørgen Petersen

DIREKTØR Hans CV fylder 4 sider A-4 ark, og er ganske omfattende. Når man ser på de resultater han har opnået de fleste af de steder han har været, kan man kun nikke anerkendende. Det er et langt CV, men også et rigtig flot et af slagsen.
Jesper Ib Paulsen, 50 år, nybagt far for 4.gang, bosiddende i Strøby Egede, hører til dem, der har ”krudt et vist sted…!”. Han sidder ikke stille mange minutter af gangen, der skal ske noget, tempoet skal op, der skal vises resultater.
En rød tråd igennem hans erhvervsforløb indtil nu har været ”vækst” eller ”turn-around” – og med indtagelse af direktør-stillingen i ”Business Faxe”, er der faktisk brug for begge egenskaber. ”Business Faxe” har eksisteret i lidt over 10 år – de første 8 år under andet navn – men målet har været det samme: Udvikling af erhvervslivet i Faxe Kommune.
Med konstitueringsaftalen på valgnatten i november mellem Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og SF, der indebar, at der skulle fokus på vækst og erhvervsudvikling, havde man næsten ”skæddersyet” et job til Jesper Ib Paulsen, der netop er igangsætteren/entreprenøren, som elsker at se ting ”gro” – og helst i et lidt ”højere gear”.

Taget godt imod

- Jeg er blevet taget rigtig godt imod, siger Jesper Ib Paulsen, som dog med det samme vedkender sig, at det var noget af en udfordring, at skulle starte på så bar bund.
Der er virkelig udfordringer i det job, men jeg håber jeg kan overføre noget af den service som jeg kender til fra det private erhvervsliv til mit nye job.
Det er en anden balancegang end jeg hidtil har været vant til, at være i en selvstændig organisation, hvor der skal være en vist samspil med både politikere og embedsfolk i den kommunale administration.
Det er både noget jeg – og de – lige skal vende sig til, men hvor er det skønt at mærke, at vi alle har et fælles mål, som vi vil nå – nemlig at gøre Faxe til en af de bedste vækst-kommuner overhovedet.
- Jesper Ib Paulsens CV sætter vi i et par spalter/ramme for sig selv, men kan da lige nævne nogle af hovedtrækkene.
Han har en fortid i bl.a. Dansk Supermarked, hvor han var indkøber, så har han været chef i Xerox og Minolta, og i Østsjælland blev han især kendt, da han startede hele Dansikring Direct op med kæmpe succes og nyt stort, domicil på havnen i Køge.
Han har opbygget en landsdækkende grøn energi-virksomhed i Kolding, været adm. direktør i Tyco med 130 medarbejdere på 3 fabrikker og han har hjulpet Falck med opbygning af alarm-markedet i hele Norden, og han har været rådgiver for udenlandske kapital-fonde, hvor han bl.a. har haft et indgående samarbejde med engelske erhvervsfolk.

Carina Wiingaard styrer bl.a. økonomien i ”Business Faxe”, der bygger på indtægter fra kommune, medlemmer og egne aktiviteter.

Solidt netværk

Tilsammen har det hele givet ham et netværk, som han både håber og tror på kan bringe ham langt med erhvervsudviklingen i Faxe Kommune.
- Jeg er jo vant til at omgås mange mennesker, så selvfølgelig var det noget af en udfordring, at jeg pludselig stod her og selv skulle lave kaffen, men det er jo netop det, der er så fascinerende ved at starte noget op.
Nu ved jeg godt, at ”Business Faxe” har eksisteret i 10 år, men jeg har fået til opgave, at få sat ekstra skub i ”forretningen” – ikke mindst i kraft af, at Faxe Kommune ikke scorede ret høje points i DI' s undersøgelse af erhvervsklimaet.
Derfor skal jeg jo ikke ud og bare vedligeholde. Vi har sat helt nye – og meget højere mål – og dem skal vi nå. Nu er vi bl.a. startet med at få selve netværket omkring ”Business Faxe” til at fungere ekstra godt.
Vi holder gode møder, og vi arbejder konstant på at få flere medlemmer.
Vi er i øjeblikket på omkring 350 medlemmer, og alene i år har vi fået tilgang af 15 nye medlemmer.
Det er rimeligt, i betragtning af, at der er omkring 800 virksomheder i hele kommunen, men vi gør det også lidt anderledes. Der er præmier for at skaffe nye medlemmer, og når det rigtigt kører på skinner, så skal I bare se...
I det daglige får Jesper Ib Paulsen hjælp af Carina Wiingaard, 37 år, som er vant til at styre både økonomi, og ”udfarende chefer”, som han selv udtrykker det. Carina Wiingaard har en fortid i Entreprenørfirmaet Jan Skov, på Hotel Hvide Hus i Køge og Automobilfirmaet Preben Olsen Automobiler i henholdsvis Ringsted og Haslev.
Og hun er vant til at have ”mange bolde i luften”, da hun samtidig er formand for Dalby Fodbold.