Hammel skal have rød tråd i Østergade
Planer for fem millioners forskønnelse af hovedgaden i Hammel er på vej.
Der er afsat fem millioner kroner på de kommunale budgetter til en forskønnelse af Hammel Midtby.
I de planer, som nu er på vej, arbejdes med meget lidt udskiftning af belægning, som ellers er en dyr affære. Dermed bliver der flere penge at boltre sig for på andre områder.
De to mest betydningsfulde tiltag handler dels om en renovering af Østergade og etablering af spændende passager find til Østergade.
Legeområder og aktiviteter
I Østergade udskiftes det eksisterende byrumsinventar, pullerter, kæder, bænke samt monterede stålkanter på gadens højbede. Herudover omlægges og udvides to eksisterende opholdslommer i gaden, hvorved der muliggøres etablering af to øer til brug for ophold samt aktiviteter og leg.
I den ene laves et ”gummigulv” med bakker og dale.
Den gennemgående farve bliver rød. Den røde tråd.
Lytteposter
Flere ting er på tapetet som betales udefra. Det drejer sig om at etablere en række lytteposter og bænke flere steder i Hammel midtby. Lytteposterne integreres i særligt designede bænke og tragte, hvorfra der formidles lokalt forankrede historier og lyde, som aktiveres af brugerne. Midlerne til denne del af projektet kommer fra kulturringsprojektet.
Lysmaster og armaturer i Østergade udskiftes som led i den almindelige gadelysprojektet, og indgår derfor ikke økonomisk i dette projekt.
Passage med stjernehimmel
Portåbningerne og passager langs Østergade forskønnes og tydeliggøres i projektet ved hjælp af en række forskellige virkemidler, herunder belysning, beplantning samt modernisering af en eksisterende pergola.
Særlig ”tunnelen” fra Godthåbsvej forbi brugsen til Østergade er et fokuspunkt.
Passagen gives i projektet et løft med delvis udskiftning af belægning, forberedelse af en vandinstallation og nye bænke på det lille torv ved Tema Centrets vestlige indgang. Der vil blive søgt midler til udformning af kunstnerisk vandinstallation i et selvstændigt projekt, og nye lysinstallationer skal anvendes til at skabe stemning og tryghed i passagen.
Omkring Citypassagen er der planer om at lave en stjernhimmel, og også ved passagen langs Nybolig skal lysvirkninger gøre det interessant.