Fortsæt til indhold

"Beslutningerne bliver taget i dialog med forældrene"

Henrik Poulsen (S) glæder sig til for alvor at tage fat på udviklingsplanen for Furesøs dagtilbud. "Der er god tid til dialog, og det er godt, når vi skal have mest ud af pengene", siger han

Samfund
Helene Stolle

Der er afsat 40 millioner kroner til at investere i nye dagtilbud i Furesø Kommune i de kommende år. Hvordan pengene skal bruges, er dog ikke lagt fast endnu, men formand for børne- og skoleudvalget, Henrik Poulsen (S) understreger, at beslutningerne bliver taget i dialog med forældrene.
"Heldigvis er vi så privilegerede, at vi har en fantastisk opbakning til alle vores dagtilbud, som forældrene sætter pris på og for alt i verden gerne vil bevare. Derfor drejer det sig om at få det bedste med fra vores eksisterende dagtilbud, når vi investerer i nyt", siger han og tilføjer, at forældrene lægger vægt på nærhed, tryghed i overskuelige rammer, nærværende voksne, mangfoldighed og valgmuligheder.
"Disse punkter er vigtige opmærksomhedspunkter i vores planer. I det samlede børne- og skoleudvalg kan vi ikke være mere enige med forældrene, så derfor bliver det vores naturlige afsæt", slår Henrik Poulsen fast.
"I udvalget har vi haft en fin opsamling på det nyligt afholdte dialogmøde med forældrene. Vi er alle enige i, at de mange og nuancerede tilbagemeldinger, der er givet, er vigtige i den videre proces", tilføjer Ole Holleufer (V), der er medlem af børne- og skoleudvalget.

Store ambitioner

De kommende års investeringer i fremtidens dagtilbud skal anvendes, så de giver de bedste vilkår for børnenes udvikling og læring. Ambitionerne er store, og mulighederne er mange, når der både skal etableres nye institutioner og skabes forbedringer i de allerede eksisterende tilbud.
I det kommende budget er der afsat 40 millioner kroner til investeringer i nye dagtilbud. Derfor bliver der nu set på, hvor pengene bedst muligt kan tilgodese behovet for pasning i de forskellige bydele i kommunen samt give optimale udfoldelses- og læringsmuligheder for børnene.
Derfor inviterer børne- og skoleudvalget alle bestyrelser og lokalråd til en opfølgende dialog til september for at drøfte det nærmere indhold i planerne for fremtidens dagstilbud i kommunen.
"Der er heldigvis god tid til en ordentlig dialog og proces mod skabelsen af fremtidens dagtilbud", understreger Henrik Poulsen, der samtidig glæder sig over, at det samlede udvalg nu er trukket i arbejdstøjet og er indstillet på at finde de bedst mulige løsninger.
"Det vil blive til gavn for børnene i Furesø Kommune mange år frem i tiden, når vi kommer i gang og får lagt en god, synlig og langsigtet plan for, hvordan vores dagtilbud skal udvikle sig, så vi fortsat kan levere pædagogisk høj kvalitet og pasning til alle vores kommende børn i Furesø Kommune", lyder det fra formanden.