"Hvorfor skal den ligge her?"
Hvorfor skal parkourbanen bygges i vores baghave, spørger Henning Willer
Den kommende parkourbane, som politikerne i Furesø har valgt at bruge en million kroner på, kommer til at ligge på den lille boldbane foran Stavnsholtskolen, men det er et rigtig dårligt sted at placere den, mener Henning Willer, der bor på Stavnsholtvænge - ikke langt fra det sted, hvor parkourbanen skal bygges.
Der har været flere mulige placeringer af den kommende parkourbane i spil, men valget er altså faldet på området foran Stavnsholtskolen.
"Banen kommer til at ligge mindre end 50 meter fra nærmeste soveværelsesvindue i Stavnsholtvænge. Så nu skal vi til at finde os i endnu en støjkilde - ikke kun i dagtimerne med også om aftenen", lyder det fra Henning Willer.
Han mener, at beboerne i området er plaget af rigelig støj i forvejen, og den kommende parkourbane vil bestemt ikke gøre det bedre, siger han.
"Vi har igennem sommeren støj fra fodboldbanen med træbander, basketball-banen med store brag fra bagpladen, når nettet ikke rammes, ved arrangementer i Farum Arena, busser og biler, der ikke overholder tomgangs-bestemmelserne, unge mennesker, der bruger skolen til fester til langt ud på natten med høj musik, råben, skrigen og hærværk og knallertkørsel på stisystemet", siger Henning Willer.
Han undrer sig over, at der ikke skal holdes en nabohøring før anlæggelsen af parkourbanen.
Han mener, at parkourbanen i stedet burde bygges på arealet mellem Stavnsholtskolen og Paltholmvej, hvor den - ifølge ham - ikke ville genere nogen.