Besøg enestående naturhave i Allerød
Kurt Borella inviterer på sjældent besøg i sin naturhave i Allerød. Men der er frist for tilmelding i dag
Er man interesseret i naturhaver, er der nu mulighed for at få et sjældent indblik i en af de ypperste af slagsen, som endda ligger lige i nærområdet. Men det gælder om at være hurtigt ude, hvis man vil med, for der er tilmeldingsfrist i dag onsdag.
Skov- og landskabsingeniør Kurt Borella har inviteret 'Den Grønne Guide' på et sjældent besøg i sin inspirerende og kringlede naturhave tæt på Børstingerød Mose, hvor man blandt andet kan se en række af de mange vilde danske arter, som der er skabt mulighed for at gro der.
Besøget er planlagt til onsdag den 18. juni fra kl. 18.30 til 20. Men der er maksimalt plads til 15 deltagere. Og da de vil blive fundet efter først til mølle-princippet, og tilmeldingsfristen allerede er i dag, onsdag den 11. juni, gælder det om at være hurtigt ude og få sig tilmeldt.
Tilmelding kan ske ved at sende en mail til 'Den Grønne Guide' på dgga@dgga.dk, hvorefter de heldige vil få direkte besked om adressen.
Kurt Borella gør i øvrigt opmærksom på, at han kan blive nødt til at aflyse besøget med kort varsel, hvis der pludselig opstår mulighed for at indsamle sommerfuglen Mørt Pletvinge i Sverige, som Kurt Borella skal samle til udsætning i Allerød Kommune.