Fortsæt til indhold

Taxachauffører skal give politiet øjne

Nordsjællands Politi og 4x48 TaxiNord har startet et samarbejde, der skal give politiet langt flere øjne kredsen over

Samfund
Jeppe Lund

Fremover skal taxachaufførerne i Nordsjælland hjælpe Nordsjællands Politi med at finde efterlyste biler og indbrudstyve på flugt.
4x48 TaxiNord og Nordsjællands Politi har lavet en samarbejdsaftale om sms-tjenesten Tryk Politi. Det er en ordning, hvor Nordsjællands Politi sender en sms ud til de tilmeldte, når politiet har brug for hjælp. Det kan f.eks. dreje sig om en savnet person, eller hvis der er tricktyve i et område.
Alle efterlysninger og advarsler, som Nordsjællands Politi sender ud via Tryk Politi, sendes fremover til TaxiNords omstilling, der sender dem videre til relevante taxiers informationssystem. Ser chaufførerne noget, kan de hjælpe politiet, der dermed får langt flere øjne på Nordsjællands veje.
”Vi kan se, at sms-samarbejdet med borgerne virker, og jo flere vi er med, jo bedre. Vi er derfor meget glade for samarbejdet med TaxiNord, hvor vi får 600 par øjne mere til at holde øje overalt i kredsen på alle tidspunkter af døgnet,” siger politidirektør Finn Borch Andersen.
Direktøren for 4x48 TaxiNord, Carsten Aastrup, betoner samfundsansvaret som en væsentlig årsag til det nye samarbejde.
”Vi har valgt at indgå et samarbejde med Nordsjællands Politi, fordi vi ser det som en del af vores samfundsansvar at være med til at skabe tryghed for borgerne i det nordsjællandske, og vi har jo næsten konstant mere end 600 vogne på gaden. Desuden kører vi med over fire mio. passagerer om året, og dem har vi nu mulighed for at påvirke ret aktivt til at blive en del af Tryk Politi,” siger han.
Der er flere end 27.000, der har tilmeldt sig Tryk Politi, blandt andet alle 13 kommuner i Nordsjælland.
Du kan læse mere om sms-samarbejdet Tryk Politi på www.politi.dk/sms.