Caroline vejede 33 kilo

Det er noget af en historie, Caroline fra Vejle har at fortælle. Og fortælle den historie vil hun, når hun den 19. juni er en af to ungeambassadører, som på Vejle Bibliotek vil fortælle om at leve med en psykisk sygdom og komme sig over den.
For, som hun siger, har hendes liv været en tur hen ad en hullet grusvej, og hullerne har været dybe. Til tider meget dybe. Men at hun også har fået lappet dem så meget, at livet nu kører derudad på en mere normal landevej.
“Det må ikke have været nemt, at have en datter eller barnebarn, der var ved at slå sig selv langsomt ihjel,” siger 22-årige Caroline Drescher og kigger over kaffekoppen med et fast blik.
Men det var sådan, at hendes familie og venner oplevede at være omkring den unge kvinde, der for seks år siden for alvor begyndte at gøre skade på sig selv. Hun har blandt andet haft anoreksi, og hun vejede 33 kilo, da hun var hårdest ramt. Men nu har hun taget 30 kilo på, og er kommet godt ud på den anden side.
“Hvorfor jeg blev ramt, er der ingen logiske svar på. Men jeg har altid haft det i mig, at jeg ikke følte mig god nok,” siger hun.

Skade sig selv

Den følelse slog ud i fuldt flor, og hun begyndte at skade sig selv ved ikke at spise.
“Jeg var så langt ude, at jeg engang som 14-15-årig sad på min mormors skød, og hun madede mig. Det var kun hos min mormor og en veninde, at jeg fik noget at spise. Og med spise mener jeg et kvart stykke rugbrød,” siger hun.
Men i den meget korte version af historien kan vi springe til nu her nogle år senere. Caroline bor med kæresten Dennis og er i fuld gang med at uddanne sig til laborant, hvilket ellers ikke lå i kortene, for da det så værst ud, blev der på psykiatrisk afdeling snakket om, at Caroline ikke skulle regne med at få en uddannelse men måske i stedet skulle tildeles førtidspension.
Det var en kæberasler af de store, men tændte omvendt også hendes fightervilje og stædighed, og med god støtte fra hendes mor, bedsteforældre, lillebror og veninder kom Caroline oven på igen. Sygdommen fylder ikke i hendes liv, men vil nu altid være der, for kroppen kan huske det.
“Det er utroligt, hvad familien og vennerne har skulle være en del af, men der har været en utrolig åbenhed omkring min sygdom, og den åbenhed er utrolig vigtig. Jeg har været utrolig heldig med, at familien og vennerne aldrig har givet op,” siger hun.
Hun vil gerne være med til at gøre op med tabuerne omkring psykisk sygdom. For tabuerne er der. Men åbenheden er der nu også. Og det er vigtigt, forklarer hun.
“Der kan ikke være for megen åbenhed, for med åbenhed kan man nedbryde tabuerne. Folk vil generelt gerne vide noget om min historie, men holder sig ofte lidt tilbage. Det er selvfølgelig helt ok, men der er også ok at spørge mig, for man skal altid huske på, at der er et menneske bag diagnosen,” siger hun.