Kode-låse skal sikre udsatte ældre
Det skal være slut med, at svage ældre udsættes for indbrud og tricktyverier
En nøgleboks på på husets facade er en praktisk ting, når en hjemmehjælper skal have adgang til ældre eller svage borgeres boliger.
Knap så fantastisk er det, at nøgleboksen tilsyneladende også fungerer som en åben invitation til indbruds- og tricktyve.
Derfor skal de svageste ældre i Frederikssund Kommune ikke længere have en nøgleboks men en elektronisk lås, så det ikke længere er synligt fra gaden, om der bor svage personer i bestemte boliger.
"Der har været nogle episoder. Ikke mange, men de har været der. Og for at sikre at det ikke bliver et stort problem, vil vi gerne sikre de ældre bedre," lyder det fra Kasper Andersen (DF), der er formand for Velfærdsudvalget.
Men indbrudssikringen er ikke det eneste, der taler for, at Velfærdsudvalget efter alt at dømme vender tommelfingeren op for at finde pengene til de elektroniske låse, hvor en kode giver hjemmehjælperen adgang til bopælen.
Efter alt at dømme skal hver ansat med adgang til en bolig have en personlig kode.
"Vi ved, at der nogle gange kan komme klager over, at der er mange vikarer og andre ting. Her kan låsene betyde, at man meget hurtigt kan danne sig et overblik over, hvem der har været på stedet og hvornår," siger Kasper Andersen til Lokalavisen.
Siger udvalget ja til ordningen, skal indkøb og installering sendes i udbud i samarbejde med Hillerød Kommune, der vil indføre en tilsvarende ordning.
Og her bliver ét af udbuds-parametrene, at det ikke bliver synligt udefra, om man har fået installeret den elektroniske lås med kode.
Både Handicap- og Ældrerådet har på forhånd indgivet høringssvar, og begge råd erklærer sig tilfredse med, at de ældre eller svage borgere sikres bedre, og at det bliver mere enkelt at se, hvem der har været på bopælen på hvilket tidspunkt.