En oplevelse der bringer smil frem
Syge børn fik et break fra medicin og indlæggelse med Motorsport for LIFE
Nogle af børnene har været indlagt på sygehuset i månedsvis, og de hvide vægge, lægerne og diverse prøver er det der fylder i hverdagen. En hverdag hvor børnene ikke er som alle de andre børn hjemme på vejen. De her børn er nemlig syge og indlagt på Sygehuset i Kolding.
Men dagen i dag er ikke som alle de andre. I dag bliver et mindre areal foran sygehuset nærmest omdannet til pitgarage, og der er både gokart, driftingbiler, rallybiler og ikke mindst tre sorte Cabriolet-biler som børnene kan se på og sidde i.
To af de børn der har taget turen ud fra sygehusstuen er Kristoffer og Christoffer, begge på 14 år.
Christoffer Bredahl Christiansen har været indlagt i mere end en uge på grund af nogle problemer med ryggen. Men i dag skal han hverken undersøges eller have taget prøver, i dag er han ude og køre i en åben sportsvogn:
“Man bliver gladere af, at der er nogle der gør sådan noget for andre. Det er noget andet end at køre i en lukket bil, så det var en rigtig god oplevelse”.
Bag rattet rundt i Kolding sidder Ib Christensen. Det er hans BMW Christoffer får en tur i, og ligesom alle de andre fra Motorsport for LIFE så er han her frivilligt:
“Hvis vi bare kan give et enkelt barn et smil på læberne, så er det, det hele værd.
Fra kørestolen og over i bilen
Susan Jæger kigger på de mange biler sammen med sin søn Kristoffer på 14 år. Kristoffer ser til fra sin kørestol, men for blot få måneder siden løb han ligesom alle sine kammerater rundt og legede:
“Han faldt og fik en rift i sit knæ. og efterfølgende fik han blodforgiftning og stafylokokker. Han blev indlagt den 1. februar med multiorgansvigt og kæmpede for sit liv i fem dage. Han har fået sit venstre ben sat af, og vi er nu indlagt på 5. måned”, fortæller Kristoffers mor der sætter stor pris på den pause fra sygesengen Kristoffer får:
“Vi var også med på Jyllandsringen for nogle uger siden, (red. også arrangeret af Motorsport for LIFE) og det motiverede Kristoffer helt vildt til at rykke sig, for han ville bare med”.
Kristoffer er mest vild med driftingbilerne hvor det gælder om at køre præcisionskørsel i en ring. Han triller rundt i sin kørestol blandt bilerne og er ligesom de mange andre børn glad for at komme lidt ud:
“Jeg er vild med biler. Det er både udseendet, farten og lyden. Det er dejligt at de er her, for så oplever man noget nyt”.
Både Kristoffer og Christoffer skal snart udskrives fra sygehuset, men efter dagen med solskin og hurtige biler, så holder de nok lige ud et par dage ekstra.