Blegvad vil have nyt udvalg i Aarhus
Venstres Theresa Blegvad vil kæmpe for at få etabeleret et erhvervs- og vækstudvalg i Aarhus Kommune
“Der skal være fokus på erhverv og vækst i kommunen. Jeg undrer mig over, at det ligger på borgmesterens bord. Vi skal være flere partier, der skal tage ansvar for de her områder,” siger Venstres byrådspolitiker Theresa Blegvad.
Derfor vil hun kæmpe for at få etableret et erhvervs- og vækstudvalg i Aarhus Kommune.
“Det skal være et udvalg, som fungerer fuldstændigt som de andre udvalg med syv medlemmer. Det skal være lidt som medborgerskabsudvalget, hvor vi så bare er i tæt dialog med erhvervslivet,” fortæller hun.
Vigtigt med fokus
Hun har rettet sin opmærksomhed mod et erhvervs- og vækstudvalg, fordi hun gerne vil vise erhvervslivet, at kommunen tager det seriøst.
“Jeg er overbevist om, at et sådant udvalg vil være med til at brande Aarhus i Europa, så internationale virksomheder vil vælge at placere deres domicil her i byen,” siger Theresa Blegvad og fortsætter:
“Når vi arbejder i udvalgene, så arbejder vi bredt og på tværs af partierne, og det ville også være gavnligt på erhvervs- og vækstområdet.”
Hvornår skal det være?
Theresa Blegvad har planer om at lave en indstilling til byrådet efter sommerferien om det, men om et erhvervs- og vækstudvalg kan blive en realitet på den her side af kommunalvalget i 2017 - det ved hun ikke.
“Det er oplagt at indstille det efter sommerferien, for så kan det komme med i budgetforhandlingerne. Hvornår det kan lade sig gøre, kommer an på hvor ihærdige fortalerne for udvalget er,” siger Blegvad og fortsætter:
“Jeg er overbevist om, at der kommer et erhvervs- og vækstudvalg på et tidspunkt. Jeg synes, erhvervschefen i byen gør det godt, men der skal være mere fokus på områderne.”
Lokalavisen har rettet henvendelse til borgmester Jacob Bundsgaard (S), men han henviser til Socialdemokraternes politiske ordfører Lotte Cederskjold.
Hun er ikke umiddelbart fortaler for forslaget.
“Det er vigtigt at sætte fokus på vækst og erhverv, og det gør vi både i økonomiudvalget og erhvervskontaktudvalget. Jeg tror generelt, det er vigtigt, at vi ikke bare laver flere politiske udvalg, men derimod fokuserer på at udvikle og snakke politik med relevante aktører - for eksempel som i erhvervskontaktudvalget, som er et stærkt samarbejde mellem erhvervsliv, organisationer, uddannelsesinstitutioner og Aarhus Kommune,” siger Lotte Cederskjold.
Hun ser dog frem til at se forslaget fra Venstre og er altid åben for nye forslag og idéer.
“Jeg synes allerede området bliver varetaget, og jeg kan ikke umiddelbart se nogen grund til at ændre på det, som det er nu,” siger Lotte Cederskjold.