Fortsæt til indhold

Derfor køber vi flagstænger

Krise og salg af flagstænger hænger sammen

Samfund
Af Gitte Nielse

Rødt og hvidt. En flagstang kan købes til 2.000 kr., og selve Dannebrog kan fås for 250 kr. Men trods den forholdsvis beskedne pris, hænger danskernes lyst til at købe og opsætte flagstænger på egen matrikel i den grad sammen med de økonomiske tilstande i riget og husholdningen. En flagstang i haven betragtes som ”nice to have”, men ikke strengt nødvendig.
“En flagstang får aldrig første prioritet, men er noget, som vi venter med, indtil der er råd. Går køleskabet i stykker, er det trods alt vigtigere at få det erstattet,” siger intern salgsleder Birthe Nielsen fra Dano Mast, Danmarks eneste producent af flagstænger i glasfiber, som i dag næsten har udkonkurrereret den traditionelle flagstang i træ.
Efter nogle gode år, hvor der blev bygget meget og indkøbt flagstænger, gik salget mærkbart ned, da krisen meldte sig i 2008.
Men sidste år vendte det, og årsresultatet hos Dano Mast viste en mindre stigning i salget til private boligejere.
“En flagstang er dog ikke det første, som en ung familie med nyt hus investerer i. Behovet melder sig først, når man skal til at holde de store familiefester, for eksempel når det første barn skal konfirmeres. Så vil mange gerne kunne hejse flaget i egen have,” siger Birthe Nielsen.

Jylland og Sjælland er ens

Det behov er tilsyneladende nogenlunde lige stort, hvad enten du bor i Vest- eller Østdanmark. Dano Mast leverer flagstænger til byggemarkeder i hele Danmark og sælger lige godt over hele landet.
“Selvfølgelig ser vi ikke så mange flagstænger i centrum af de store byer, for her bor folk ikke i eget hus. Men ellers kan vi virkelig ikke spore forskel på jyder og sjællændere på det her punkt,” siger Birthe Nielsen.
Kolonihavefolket hører til en af Dano Masts mest solide kundegrupper, for her lever traditionen med ofte at hejse Dannebrog i bedste velgående.
“Selv om mange unge børnefamilier er flyttet ind i kolonihaverne, oplever jeg ikke, at traditionen med at flage med Dannebrog er på retur. De fleste synes stadig, at det hører sig til med egen flagstang i kolonihaven,” siger formanden for Kolonihaveforbundet, Preben Jacobsen.

@Fakta Rubrik Weekend:Flag og flagstænger
@Fakta Bullit Weekend:I de fleste parcelhushaver passer en flagstang på 7, 8 eller 10 meter som regel. Huse, der ligger på større grunde, kan dog have en flagstang på 12 meter.
Tommelfingerreglen er, at flagets højde skal være en femtedel af flagstangens højde. Hvis du har en flagstang på 10 meter, bør flagets højde altså være 2 meter.
Når flagstangen står tom, kan du hejse en vimpel - et spidst trekantet flag. Den korrekte længde for en dannebrogsvimpel er det halve af flagstangens højde.