Singler vil helst bosætte sig i de store byer
Hele 40 procent af de danske husstande består i dag af singler
Godt 6 ud af 10 singler, der søger en ejerbolig, ønsker at bo i storbyen eller i en større by, viser en undersøgelse fra Nybolig, der har spurgt godt 400 boligsøgende singler om deres ønsker til den nye bolig. Men det har sine omkostninger at være enlig, når man gerne vil eje sin egen bolig, viser analysen.
“Et stort flertal i undersøgelsen – tre ud af fire – svarer således, at de af økonomiske grunde er nødt til at gå på kompromis med deres boligdrømme. Som single har man kun én indkomst, og det sætter sædvanligvis nogle begrænsninger for, hvor man har råd til at købe en bolig, og det betyder også, at man f.eks. kan være nødt til at gå på kompromis med, hvor mange kvadratmeter bolig, man kan få, når man ønsker at bo i eksempelvis København eller Aarhus,” fortæller Nyboligs pressechef, Kim Pauli.
Ud af singlerne, der aktuelt søger bolig, er 40 pct. førstegangskøbere. Det er dog en myte, at gruppen af boligsøgende singler domineres af unge, urbane mennesker.
“Vores undersøgelse viser, at to tredjedele af de boligsøgende enlige er ældre end 40 år. Ud af disse er 11 pct. over 60 år,” forklarer han.